Tv-aktuel topdesigner står bag Salling Groups nye butiksuniformer
Søren Le Schmidt indgår designsamarbejde med Salling Group. Den kendte modedesigner skal udvikle nyt arbejdstøj til medarbejderne i Salling Groups mere end 700 danske butikker og varehuse.
Danmarks største dagligvarekoncern har sat topdesigner Søren Le Schmidt i spidsen for at udvikle nye medarbejderuniformer til kæderne Netto, føtex, Bilka og BR - med høje krav til funktionalitet og komfort.
Det skriver koncernen, som har rødder og hovedsæde i Aarhus, i en pressemeddelelse.
»Vores kolleger i butikker og varehuse er i høj grad Salling Groups ansigt udadtil, og det er helt afgørende, at det tøj, de trækker i til hverdag både føles godt og fungerer i en travl hverdag i butikkerne, hvor der er mange forskellige opgaver, der skal løses. Tøjet skal både se pænt ud og være rart at have på hele dagen,« siger CEO i Salling Group Anders Hagh og sætter ord på valget af designer:
»Valget faldt på Søren Le Schmidt, fordi han ikke alene er en dygtig designer, han har også en god forståelse for, hvilke funktionaliteter, der er brug for i en travl hverdag i butikkerne, og hvordan vores kolleger rent faktisk bruger deres tøj, når de er på arbejde.«
Også hos designeren, som er tv-aktuel i TV 2’s nyeste udgave af ”Forræder”, er der høje forventninger til samarbejdet.
»Alle kan designe noget skørt, smukt og sjovt. Det her er en langt mere udfordrende og relevant opgave, fordi det er funktionelt tøj, der skal kunne bæres af alle kropstyper, former og køn, og hvor både materialer og design skal være virkelig langtidsholdbare,« lyder det fra Le Schmidt.
Den kendte designer har selv arbejdet i Føtex som ung og glæder sig til ikke mindst til at starte designprocessen sammen med Salling Groups medarbejdere:
»Det har været vigtigt for mig at sikre, at medarbejdere fra alle funktioner kan komme med input til processen. Det har vi sikret på flere forskellige måder, blandt andet ved at sammensætte et udviklingsforum, som jeg kommer til at sparre med under hele processen. Det er helt afgørende for, at vi får lavet et langtidsholdbart design, som medarbejderne har lyst til at tage på og føler sig godt tilpas i.«
Rød tråd på tværs af kæder
Det nye arbejdstøj udvikles med respekt for de enkelte kæders eksisterende identiteter, og ambitionen er at skabe tydelige og genkendelige designs, samtidig med at der etableres en rød tråd på tværs af koncernens kæder. Designprocessen går i gang med det samme med involvering af medarbejdere fra både Netto, Føtex, Bilka og BR.
Design- og produktionsproces forventes at tage et år, så medarbejderne må væbne sig med tålmodighed, indtil det nye tøj kommer ud at leve. Samtidig har det været vigtigt for Salling Group, at de nuværende kollektioner udfases gradvist, så intet tøj går til spilde.
læser