Kattegat Traverne på farten på 25. år
En gruppe pensionister får både motion og naturoplevelser på den ugentlige gåtur. Det er 25 år siden, starten for Kattegat Traverne gik.
»Hvad skal vi lave i sommer, Bodil?«
Sådan råbte en dame i 2001 ved sommerslutningen i afdelingen for seniorgymnastik i Åstrup Idrætsforening. Hun og andre ville gerne være aktive sommeren over. Uden nærmere omtanke svarede leder af Grenaa Naturskole Kaj Hansen, der selv er gymnast på holdet, at man da bare kunne gå ved strand og skov.
Sådan gik det til, at deltagerne kom ud at gå i det fri, og det er nu på 25. år.
En times gang
Dengang i 2001 mødte en gruppe gymnaster ugen efter til »gymnastiktid« klokken 9, men nu ved Naturskolen, fortælles i en pressemeddelelse. Her stod lederen Kai Hansen klar og førte an på en travetur, der skulle komme flere af. Det var en times gang i passende tempo med efterfølgende kaffe, og alle kunne deltage, idet det blev et offentlig tilbud.
Da gymnastik startede på en ny sæson rykkede gåturene til en anden ugedag samme tid, så man både kunne nå natur og gymnastik, hvis det var ønsket. Turene går både på stier, men også ind over skovbund.
Ved lederens pension 2011 tog andre over og her dukkede navnet Kattegat Traverne op. Efter en kort tid kom Kai Hansen tilbage som turleder, og det er han stadig. Det var nu ikke længere et kommunalt tilbud, men man fandt en helt uformel løsning.
Alle er velkommen, men skal man ind og drikke kaffe betales et beskedent beløb for husly og lån af køkken til naturskolens leder. Der er mulighed for at deltage på en lille tur, hvis det passer bedst.
Lige nu er cirka 50 pensionister med i Kattegat Traverne, der mødes tirsdage klokken 9 ved Naturskolen.