Fortsæt til indhold

Højeste bedømmelse på alle parametre: Afdeling på Aarhus Universitet hædres med pris

Sektion for Ortodonti på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet har modtaget Sundhedsstyrelsens Uddannelsespris 2026 for bedste uddannelsesafdeling.

Samfund
mmch

Sektion for Ortodonti på Institut for Odontologi og Oral Sundhed ved Aarhus Universitet er blevet tildelt Sundhedsstyrelsens Uddannelsespris 2026 for bedste uddannelsesafdeling. Prisen gives til den afdeling, der har ydet en særlig indsats for uddannelse af speciallæger og specialtandlæger.

Det oplyser Aarhus Universitet: Health i en pressemeddelelse.

Sektionen varetager den ene af landets to specialtandlægeuddannelser i ortodonti, også kendt som tandregulering. Ifølge Sundhedsstyrelsen blev Sektion for Ortodonti udvalgt på baggrund af rapporter og vurderinger fra Sundhedsstyrelsens inspektorer, som hvert år besøger omkring 250 videreuddannelsessteder inden for medicin og odontologi.

Enhedschef i Sundhedsstyrelsen Claus Malta Nielsen fremhæver, at inspektorerne under deres besøg blev »imponerede over en forbilledlig uddannelseskultur, der bygger på fællesskab og en stærk kultur for erfarings- og vidensdeling«.

Han peger blandt andet på samarbejdet mellem uddannelsestandlæger, kliniske undervisere og vejledere, hvor undervisning, supervision og vejledning prioriteres i en travl hverdag.

Ved inspektorbesøget i februar 2025 fik Sektion for Ortodonti den højest mulige bedømmelse, »særdeles god«, i samtlige 16 parametre.

Professor Peter Stoustrup, leder af specialtandlægeuddannelsen i ortodonti, glæder sig over anerkendelsen.

»Uddannelsesprisen er en anerkendelse af, at vi leverer en ambitiøs videreuddannelse på et højt fagligt niveau uden at gå på kompromis med de sociale aspekter, som, vi tror, er afgørende for at skabe et godt læringsmiljø,« siger han i pressemeddelelsen og tilføjer:

»Det høje faglige niveau og det gode læringsrum, som vi tilstræber i videreuddannelsen, er skabt på sektionen over en lang årrække. Det her er en uddannelsespris til alle på Sektion for Ortodonti. Den er opnået gennem flid og samarbejde og er en anerkendelse af den store indsats, som alle sektionens medarbejdere yder for at skabe en specialvidereuddannelse i særklasse.«

Prisen blev overrakt til Peter Stoustrup af enhedschef Claus Malta Nielsen på Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet torsdag 24. september 2026.

Se video: