Aarhusianer får international hæder
Aarhus Universitet oplyser, at Christian O. Christiansen, professor i Idéhistorie, modtager James J. Busuttil Medal and Prize for Human Rights for sin forskning i menneskerettigheder.
Christian O. Christiansen, der er bosat i Aarhus og er professor i idéhistorie på Aarhus Universitet, modtager en international pris for sin forskning i menneskerettigheder.
Det oplyser Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Prisen, James J. Busuttil Medal and Prize for Human Rights, uddeles af det britiske videnskabelige selskab Royal Asiatic Society of Great Britain and Ireland.
Christian O. Christiansen får prisen for sin bog ”In Defense of Economic and Social Human Rights”, der udkom på Cambridge University Press for knap et år siden.
Bogen undersøger, hvordan argumenterne for økonomiske og sociale menneskerettigheder har udviklet sig fra Anden Verdenskrig og frem til i dag. Den beskæftiger sig blandt andet med rettigheder til arbejde, bolig og social sikkerhed og deres forbindelse til social retfærdighed, omfordeling og ulighed.
»Jeg er dybt taknemmelig for denne anerkendelse af min forskning i økonomiske og sociale rettigheders idéhistorie, og ikke mindst for den begrundelse, som Royal Asiatic Society har givet, der blandt andet lægger vægt på, at min bog er innovativ, belyser nye sammenhænge mellem disse rettigheder og diskussioner om fattigdom og ulighed, og samtidig inddrager et mere globalt perspektiv. Jeg håber, at prisen kan bidrage til at styrke bogens synlighed indenfor forskningen og at være en inspirationskilde for praktikere i menneskerettighedsfeltet,« fortæller Christian O. Christiansen, der er professor i Idéhistorie på Aarhus Universitet og som i forbindelse med prisen er inviteret til at holde en æresforelæsning i London.
Ifølge Aarhus Universitet har priskomiteen blandt andet lagt vægt på bogens innovative tilgang og dens analyse af økonomiske og sociale rettigheders betydning i det internationale menneskerettighedsarbejde.
I begrundelsen fremhæves det desuden, at bogen kobler menneskerettigheder sammen med spørgsmål om fattigdom, ulighed og fordelingsretfærdighed og inddrager en bred kreds af aktører fra blandt andet det globale syd.
James J. Busuttil Medal and Prize for Human Rights gives for forskning i menneskerettigheder. Med prisen følger en medalje og 1.000 pund, hvilket svarer til godt 8.700 kroner.
læser
lige nu