Kamstrup køber tysk virksomhed
Med opkøbet udvider virksomheden sin aktiviteter på det tyske marked.
Kamstrup A/S, der har hovedkontor i Stilling, har indgået en aftale om at købe 100 procent af aktierne i eBZ, der er en tysk virksomhed med speciale i elmåling med base i Bielefeld.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Med opkøbet udvider Kamstrup sine tyske aktiviteter fra vand og varme/køling til elektricitet.
eBZ udvikler og producerer innovative målere, der er designet til at opfylde de specifikke tekniske og markedsmæssige krav fra tyske forsyningsvirksomheder, og samarbejder med en bred vifte af tyske distributionssystemoperatører.
»Dette opkøb forener en stærk tysk virksomhed og Kamstrups mangeårige kompetencer inden for måling. Det styrker vores position i Tyskland, udbygger vores investeringer i Europa og giver os en stærkere platform til at støtte forsyningsselskaber gennem energiomstillingen. Vi vil bygge videre på de produkter, den ekspertise, de kunderelationer og de produktionskapaciteter, der er udviklet i Bielefeld, for at skabe langsigtet vækst i forretningen,« siger Søren Kvorning, der er administrerende direktør i Kamstrup, i pressemeddelelsen.
Understøtter Europas omstilling
Det tyske marked er centralt for Kamstrups langsigtede ambitioner.
I takt med at forsyningsvirksomheder digitaliseres, og elektrificering øger kravene til energisystemet, ser Kamstrup et voksende behov for pålidelige målerløsninger, der afspejler nationale krav.
»Opkøbet giver Kamstrup en øjeblikkelig og troværdig position på det tyske marked for elmåling, hvor den tekniske arkitektur, reguleringen, købsadfærden og kunderelationerne er helt særlige,« skriver virksomheden i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Sammen får virksomhederne en endnu stærkere platform til at udvikle tilbuddet til kunderne og skabe vækst i forretningen. Driften i Bielefeld fortsætter, understøttet af fortsatte investeringer i lokationen og dens produktionskapaciteter. Kombinationen skaber bredere karriere- og udviklingsmuligheder for medarbejderne og styrker Kamstrups evne til at understøtte Europas energiomstilling ved at hjælpe forsyningsselskaber med at digitalisere og håndtere den voksende elektrificering.«
læser
lige nu