Vi skal gøre det bedre for vores elever, og der er ikke råd til status quo

Der er for mange elever, som ikke får tilstrækkeligt udbytte ud af folkeskolen, som det er i dag. Derudover har Norddjurs Kommune ikke penge nok til at fortsætte med den skolestruktur, som er i kommunen i dag.

På den baggrund har Børn-, Familie- og Skoleudvalget fået til opgave, fra den forrige kommunalbestyrelse, at komme med forslag til, hvordan folkeskolerne, i Norddjurs Kommune, kan få bedre rammer, der kan understøtte en stærkere folkeskole end den, vi har i dag. Det er en forudsætning, at udvalgets forslag er økonomisk bæredygtige.

Udvalget har sendt tre seriøse bud på dette i høring.

Efter en lang, men god proces er min klare opfattelse, at ud fra et nøgternt perspektiv er den folkeskole med størst chance for succes for både elever, lærere og skoleledere, én folkeskole, gående fra børnehaveklasse til 9. klasse, to spor pr. årgang og 18-22 elever i klasserne.

Det vil være en skole med 400 elever. Det er en folkeskole med gode faglokaler, et (åbent) skolebibliotek, læse-/matematikvejledere, gerne en kantine, et fornuftigt udvalg af valgfag, kreative fællesarealer, fleksible klasselokaler, sunde udenomsarealer mv.
For mig er det også grundessensen af en folkeskole, som dygtige skoleledere og lærere frit kan drifte, udvikle og præge, som de ved bedst.

Jeg anerkender til fulde, at det er en vanskelig og træls samfundsopgave, at ændre på skolestrukturen, og at det har konsekvenser.
Derfor er det også meget vigtigt, at når vi ændrer på strukturen, skal vi gøre det ud fra langsigtede planer, og det skal være en plan, som virker for vores samlede kommune, Norddjurs Kommune.

Jeg mener ikke, der er elevgrundlag for tre folkeskoler i den gamle Rougsø Kommune.

Det er træls og svært, men det er virkeligheden. Jeg er selv meget glad for at bo i et landdistrikt; for mig er det et bevidst tilvalg baseret på livskvalitet for mig og min familie.
Men den generelle samfundsudvikling er desværre fortsat i en anden retning, hvilket betyder, at mange søger mod de større byer.

Det har en følgevirkning, som bl.a. er, at der er færre børn i landdistrikterne. Jeg mener ikke, at vi vender den udvikling, ved at fastholde en struktur som ikke længere er bæredygtig og ved ikke at tilpasse os generelt.

Tværtimod er det vigtigt, at de tilbud, vi har i landdistrikterne, er mindst lige så gode, som i de større byer eller bedre.

Det er vi, børn, familier og lokalsamfund, nemlig værd.