Vinduespusheren fra Djursland: Sådan gør han unge til stjerner i varevognen
Den tidligere Pindstrup-dreng Glenn Thullesen har fået bid i banen med sit firma Vinduespusher, hvor filosofien er at give unge fra Generation Z en chance for at tjene gode penge og få nogle erfaringer, før de skal længere ud og vifte med ørene.
Generation Z er blevet en central del af Glenn Thullesens forretning, som lever af at pudse vinduer og facader, både små og meget store.
Generation Z dækker over unge født fra 1997 til 2012.
I Vinduespusher satser den 29-årige ejer på, at tillid, ansvar og inddragelse får unge medarbejdere til at vokse med opgaven.
»Jeg kan varmt anbefale at ansætte generation Z. De er pligtopfyldende og meget engagerede, hvis man tager dem med på råd og giver dem et ansvar,« siger Glenn Thullesen.
Digitalt indfødte
Generation Z betegner ifølge almindelige generationsinddelinger de unge, der er født efter generation Y. De er vokset op med internettet, sociale medier, smartphones og tablets som en naturlig del af hverdagen og bliver ofte beskrevet som digitalt indfødte.
Jeg kan varmt anbefale at ansætte generation Z
Glenn Thullesen fremhæver, at generation Z trives med fleksible mødetider og med at blive inddraget i virksomhedens retning. Samtidig mener han, at de udvikler sig hurtigt, når de får ansvar og arbejder i et miljø, hvor det er acceptabelt at begå fejl.
»På den måde holder vi trivslen oppe og hjælper dem med at blive bedre, samtidig med at virksomheden udvikler sig. For mig handler det meget om at give dem følelsen af, at de ikke bare er et par hænder i en varevogn, men faktisk er en del af noget.«
Har prøvet det selv
Glenn Thullesen peger på, at unge nyuddannede ofte har svært ved at finde fuldtidsarbejde. Mange virksomheder tilbyder kun deltidskontrakter, og det kan føre til en uforudsigelig indkomst og meget fritid. Derfor tilbyder hans virksomhed nogle af de muligheder, som han selv savnede som ny student.
Han mener, at virksomheder med fordel kan møde generation Z med realistiske forventninger og plads til læring.
»De er selvfølgelig stadig unge, så nogle gange skal man også huske, at man ikke kan forvente, at en 19-årig tænker som en 40-årig direktør. Men giv dem ansvar, tillid og lidt plads til at være hvalpe – så oplever jeg, at de vokser utrolig hurtigt.«
»Ham den nye knægt«
Han fremhæver, at det også er en fordel for virksomheden at følge medarbejdernes udvikling tæt.
»Og det er faktisk noget af det fedeste ved at have unge mennesker ansat: Man får lov til at se dem gå fra »ham den nye knægt« til en medarbejder, der står ude hos kunderne og repræsenterer hele virksomheden.«
Rødder i Pindstrup og Kolind
Glenn Thullesen har rødder på Djursland. Han voksede op på en moderniseret ejendom i Brunmose ved Pindstrup sammen med sine forældre og to yngre søstre.
Familien flyttede til ejendommen fra Stabrand, da Glenn Thullesen var syv år. Han gik derfor på Kolind Skole frem til afslutningen af folkeskolen.
Derefter tog han hhx på Viden Djurs Gymnasier i Rønde, hvor han dimitterede i 2017.
Efter studentereksamen havde Glenn Thullesen svært ved at finde fuldtidsarbejde i sit sabbatår.
Midtdjurs Rengøring første step
Det blev begyndelsen på Midtdjurs Rengøring. Han begyndte at dele flyers ud med tilbud om vinduespudsning i lokalområdet.
I første omgang var det en måde at bruge de mange ledige timer på. Men virksomheden voksede hurtigt, og i sommeren 2020 blev den hans hovedbeskæftigelse.
Firmaet skiftede navn til det mere oplagte og mundrette Vinduespusher og har siden udviklet sig til at dække store dele af Østjylland.
De første år på Djursland blev lidt af et eksperimentarium for Glenn Thullesen, som også på et tidspunkt flirtede markant med musikken målrettet de kræsne hiphopentusiaster.
I 2018 fik han udgivet en EP, ligesom han var på scenen i Rønde Idrætscenter med omvendt kasket til Syddjurs Award arrangeret af Syddjurs Kommune, Rønde Idsrætscenter og Din Avis.
Fortsat synlig på Djursland
I dag bor Glenn Thullesen i Randers, hvor virksomheden har adresse.
Han fortæller, at hovedparten af kunderne holder til i det aarhusianske og derfor planlægger han at flytte virksomheden til nye lokaler i området ved Brabrand. Ifølge Glenn Thullesen er der gode muligheder her for at finde lokaler, der opfylder virksomhedens behov.
Virksomheden har i dag tre medarbejdere og ventes ifølge Glenn Thullesen at kunne vokse til omkring 10 ansatte inden for en overskuelig årrække.
Han har fortsat kunder i Pindstrup, Kolind og omegn.
Glenn Thullesen understreger, at Djursland er en vigtig del af virksomhedens identitet, og at Vinduespusher fortsat vil være synlig i området.
læser
lige nu