Fortsæt til indhold

Henrik har åbnet helt særlig butik: I Veteran-Garagen har små biler meget stor værdi

Veteran-Garagen på Adelgade er blevet lidt af et tilløbsstykke. Både for dem, der gerne vil føje biler til samlingen, og dem som gerne vil have et sus af barndommens glæder.

Samfund

Man kan nærmest bruge en hel dag på blot at betragte kundernes ansigter, når de træder ind i Veteran-Garagen.

Bare sidde på en stol og se, hvordan øjnene først vokser og ansigtsudtrykkene ændrer sig fra overraskelse og overvældelse til begejstring over tilbagevendende minder.

Det er Henrik Munthe, der har åbnet forretningen i Ebeltoft.

På hylderne og reolerne og glasmontrerne står tusindvis af legetøjsbiler side om side og oser af nostalgi og barnlig begejstring.

Det er hovedsageligt kvalitetsbiler i metal fra anerkendte mærker som Tekno, Dinky, Lego og Matchbox, der fylder rummet, for den nye forretning er et resultat af, at det er Henrik Munthes egen personlige samling af legetøjsbiler, han nu sælger her fra Adelgade 11.

Hvor mange biler, den samling præcis indeholder, ved han ikke. Men det er mange.

»Du kan spørge mig, om jeg har en bestemt bil, så kan jeg nok svare på, om jeg har den. Men lige hvor mange emner, der er her, det ved jeg ikke,« konstaterer Henrik Munthe med et smil.

Henrik Munthe hjælper også folk med at vurdere værdien af legetøj. For eksempel når de rydder op eller finder noget i et dødsbo. Den entusiastiske bilsamler erkender da også, at det for ham er lidt svært, når nogle af hans helt særlige biler fra egen samling forlader butikken med en ny ejer. Foto: Simon Carlson

Han har da også haft god tid til at lære bilerne at kende. Samlingen er bygget op gennem 35 år, og i august åbnede han forretningen, hvor andre nu kan købe sig ind i det univers, han selv har brugt en stor del af livet på at samle sammen.

For samlingen skal sælges. Lige så stille.

»Jamen, fordi du ikke kan tage noget med herfra,« svarer han på ’hvorfor-spørgsmålet’.

»Og jeg tror ikke, at det bliver aktuelt, at børn og børnebørn får så stor interesse i det, at de vil overtage samlingen,« tilføjer han.

Henrik Munthe erkender dog også, at han har taget et betragteligt tilløb, inden han besluttede at sælge ud af samlingen. Og vemodet har det da også med at nippe lidt ekstra hårdt, når kunderne forlader butikken med visse genstande.

»Det er hjerteblod. Jeg ved, hvor svært det har været at finde nogle af af tingene, så det gør selvfølgelig stadigvæk lidt ondt af og til, når de smutter. Men det er jo en del af spillet,« konstaterer Henrik Munthe.

Voldsom ulykke

Det var lidt af et tilfælde under voldsomme omstændigheder, at 59-årige Henrik Munthe for snart 35 år siden begyndte at samle på legetøjsbiler.

Han er uddannet automekaniker, og biler har fulgt ham både i arbejdslivet og i fritiden, men det var en alvorlig trafikulykke, der for alvor satte gang i interessen for de små udgaver.

Som 25-årig kom han kørende i sin bil, da en lastbil kørte ud foran ham. Ulykken gav alvorlige skader på bækken og hofte, og han måtte i en periode sidde i kørestol.

Her skulle tiden gå med et eller andet, og Henrik Munthe begyndte at interessere sig for gammelt legetøj. Noget af det var biler, han selv kunne huske fra barndommen.

I starten var det det danske mærke Tekno, der trak.
Han fandt biler gennem blandt andet Den Blå Avis og auktioner, og efterhånden voksede samlingen også i andre retninger.

For når han købte en samling med Tekno-biler, fulgte der måske nogle Corgi-biler og en Dinky med. På et tidspunkt var der så mange, at endnu et mærke måtte have sit eget skab.

»Og så tog det bare lige så stille overhånd,« siger Henrik Munthe med et grin.

»Det var egentlig ikke, fordi jeg ville samle det. Men det er bare blevet sådan. For pludselig fik jeg for eksempel øje for det tyske mærke Schuco. Der er ikke så meget salg i det, og i Danmark er der ikke så mange, der kender det, men det er bare lækkert lavet,« fortæller han.

Veteraner i stor størrelse

De store biler har også fyldt i Henrik Munthes arbejdsliv.

Efter trafikulykken blev han godt nok frarådet at vende tilbage til arbejdet som mekaniker.
I stedet tog han en højere handelseksamen og fik siden job som faglærer på Teknisk Skole i Silkeborg. Det fik ham til at flytte fra Svendborg til Søhøjlandet.

Her underviste han kommende mekanikere i næsten 15 år, indtil han kunne mærke, at det var tid til noget andet.

»Jeg kunne godt mærke, at jeg begyndte at tage de samme bøger ned igen. Og når jeg selv syntes, det var kedeligt, så vidste jeg også, at det var kedeligt for eleverne,« noterer han.

Han åbnede derefter sin egen brugtbilforretning i Silkeborg.
Da han afviklede den omkring 2021-2022, koncentrerede han sig om veteranbilerne. I en garage i Silkeborg fik de selskab af legetøjsbilerne, som kom frem i glasmontrer, og gamle emaljeskilte.

Henrik Munthes gamle folkevognsrugbrød uden for butikken i Adelgade er også blevet lidt af et blikfang for forbipasserende. Foto: Simon Carlson

Men efterhånden er energien til at handle med biler i fuld størrelse blevet mindre.

»Det har jeg valgt stille og roligt at lukke ned, så jeg primært kun er her,« siger Henrik Munthe.

I dag er han og hans kone flyttet til Ebeltoft fra Silkeborg.

Han har dog stadig 12 veteranbiler i rigtig størrelse stående hos en kammerat med bilforretning i Silkeborg.
Også de skal finde nye ejere, mens han selv bruger kræfterne på de mange tusind små.

Små biler, stor værdi

Efter Henrik Munthe åbnede sin nye forretning, er den nærmest blevet en hel attraktion i sig selv, fortæller han.

Når han holder åbent, kan han nærmest se, hvordan folk omdirrigerer deres rute til lige at slå et smut ind i Veteran-Garagen, når de slentrer ned igennem Adelgade.

En del af de besøgende ved præcis, hvad de leder efter. Andre vidste slet ikke, at de ønskede sig en legetøjsveteranbil, før de står foran glasmontrerne.

Henrik Munthe henter nøglerne til en af montrerne. Han har det bedst med, at en del af bilerne er udstillet i et aflåst skab, da mange af dem repræsenterer en vis værdi.

Bilerne i den sjældne og ret værdifulde afdeling, holder Henrik Munthe pænt aflåst i montrer. Der er dog naturligvis rig lejlighed til at få bilerne ud i egne hænder og selv vurdere dem. Foto: Simon Carlson

Han viser de ret sjældne folkevogne frem, som Lego i en kort periode producerede.

»Det var helt atypisk for Lego at lave sådan noget, men det var altså efter aftale med folkevognsfabrikkerne. Sådan en koster 7000-8000 kroner i dag,« fortæller han og tager en Jaguar E-Type frem fra samme skab.

Den er på størrelse med leddet på en pegefinger.

»Dem er der ikke mange af, og de går let i stykker, så sådan en i god stand uden æske koster 3000 kroner,« forklarer han.

Det er i høj grad historie og nostalgi, man også handler i Veteran-Garagen, og Henrik Munthe er en både begejstret og fængende fortæller af de historier, der knytter sig til det enkelte stykke legetøj.

Mange kunder kommer ind i forretningen og spørger efter en model af deres første. Eller endda den de kører i nu.

For andre er det mødet med et bestemt stykke legetøj, som sætter minderne i gang.

I en montre findes modeller af kendte filmbiler, og Henrik Munthe fortæller om en tysk kunde, der genkendte et sæt med superhelten Green Hornet fra sin barndom. Kunden samlede ellers ikke på biler, men endte med at betale 2.500 kroner for sættet.

En dansk kunde fandt også en gammel bekendt. Her var der ingen æske med, men bilen blev alligevel solgt for 1.000 kroner.

»Den havde han bare som barn. Og han kunne simpelthen ikke leve uden den,« fortæller Henrik Munthe.

James Bonds klassiske Aston Martin er endnu en af de modeller, som kan friste andre end de faste samlere.

»Selv om man ikke samler på legetøj, så er det sådan en, man godt kan finde på at købe.«

Bilerne giver også anledning til samtaler mellem generationer.
Når børn og børnebørn er med, kan en yndlingsbil i et skab blive begyndelsen på en historie om dengang, den voksne selv var barn.

Henrik Munthe har da også lavet afdeling med nyere biler henvendt til nutidens børn. Måske når de har hørt rigeligt til forældre og bedsteforældres historier om gamle dage.

Gode oplevelser

Beslutningen om at sælge samlingen betyder ikke, at samleren er forsvundet. Henrik Munthe køber stadig legetøj ind og hjælper også folk med at vurdere det, de har liggende.

Forretningen i Adelgade fungerer i øvrigt også som motorkontor, hvor man kan købe nummerplader, og Henrik Munthe kan hjælpe med at omregistrere bilen.

Han har ikke sat en slutdato for forretningen. Foreløbig vil han se, hvordan det går. Og hvis han en dag ikke længere har lyst til at sælge bilerne fra butikken, er planen at sætte resten af samlingen på auktion.

Disken i Veteran-Garagen har naturligvis også en lang historik. Henrik Munthe har søgt efter sådan en i mange år, og da han endelig fandt den rette, viste det sig, at den tidligere har stået i en legetøjsforretning i København. Foto: Simon Carlson

Indtil da kan besøgende gå på opdagelse mellem glasskabene. Og selv om der selvfølgelig helst skal sælges noget, behøver et besøg ikke ende med, at en af bilerne får en ny ejer. Nogle gæster undskylder, at de bare kigger. Det behøver de ikke, siger Henrik Munthe.

»Jeg har det fint med, at nogen kommer ind og bare kigger. Det er skønt, når folk fortæller, at det har været en god oplevelse at komme herind, og når de bliver glade for at se de ting, jeg har, så har det også været en god dag for mig.«

Se video: