Fortsæt til indhold

Nyt botilbud for mennesker med autisme klar til første indflytning

Bosted Pindstrup for mennesker med autisme er klar til at åbne lige omkring årsskiftet.

Samfund

Første etape af omdannelsen af det tidligere kursus- og feriecenter, Pindstrup Centret, til et botilbud for mennesker med autisme er tæt på at være klar. Hvis de nødvendige godkendelser falder på plads, kan tilbuddet tages i brug i begyndelsen af det nye år.

Det oplyste projektudvikler Steffen Toft fra Njordrum Care på et velbesøgt borgermøde i Pindstrup Hallen forleden.

Scandi Byg har leveret 31 moduler, som skal danne rammen om de første 22 boliger, fællesarealer og personalefaciliteter.

Njordrum Care med base på Aarhus Sydhavn er udvikler på projektet i samarbejde med Care Collective.

Njordrum Care blev stiftet i 2019 af Martin Wienberg og Steffen Toft. Virksomheden bygger på mange års erfaring med komplekse udviklingsopgaver, arkitektur og byggeledelse.

Socialtilsynet skal godkende

Før driften kan begynde, skal tilbuddet godkendes formelt af Socialtilsynet. Det er den kommende driftsoperatør, der skal søge om godkendelsen.

Driften af Bosted Pindstrup skal varetages af en selvejende institution, der er etableret af Boligfonden Autisme, som er en del af Autismeforeningen.

»Vi har næsten afsluttet fase 1, som vi kalder det, på Pindstrup Centret, de to første bogrupper, og så har vi renoveret de eksisterende bygninger, dem vi kunne genbruge, og er egentlig klar i løbet af de næste fire til seks uger at sætte det i drift fra vores side,« siger han.

»Lejeren er den selvejende fond, som er en del af Boligfonden Autisme, som er stiftet af Autismeforeningen, så de skal sætte deres organisation i løbet af de næste fire måneder. Derefter forventer vi, at vi kan sætte i drift i starten af det nye år,« siger Steffen Toft.

Første etape og næste fase

I første etape etableres to bogrupper med ni boliger i hver, tilhørende fællesrum og personalefaciliteter samt to dobbelthuse. Boligerne er målrettet borgere, der ønsker en større grad af selvstændighed, men fortsat nærhed til fællesskabet.

Samtidig arbejdes der videre med anden etape.

»Mens de arbejder med at få fase 1 sat i drift, så arbejder vi videre med lokalplanen på fase 2, som består af yderligere tre bogrupper og tre solistboliger, så vi når op på en samlet boligmasse på 52 boliger,« siger Steffen Toft.

Ifølge ham vil botilbuddet samlet kunne skabe omkring 65 til 70 arbejdspladser.

Krav om bæredygtighed

Projektet er udformet efter kravene i EU-taksonomien for bæredygtigt byggeri. Det stiller blandt andet krav til energiforbrug, materialevalg, naturhensyn og genanvendelse.

»EU’s taksonomi stiller en hel masse krav til, hvordan man bygger, hvordan man genanvender, hvordan man håndterer naturen, og hvordan man sikrer, at de her bygninger lever længst muligt,« siger Steffen Toft.

Han oplyser, at projektet er tæt på at være i mål med taksonomiregnskabet.

»Vi er meget tæt på at være i mål med hele EU’s taksonomiregnskab. Vi er ret stolte af, hvor langt vi er kommet, for det er ret omfattende,« siger han.

Biodiversitet på grunden

Som led i arbejdet er der gennemført et biodiversitetsprojekt på ejendommen i samarbejde med Mols Consulting.

»Vi har lavet et biodiversitetsprojekt på ejendommen sammen med Mols Consulting, og de har fået til opgave at sikre, at vi kan levere en biodiversitetsscore, som er højere end 1,0. Det er sådan lidt abstrakt, men det betyder, at den dag vi starter på ejendommen, der har vi en biodiversitetsscore. De tjekker alt fra urter, græs, frøer, padder, flagermus - simpelthen alt, hvad der findes af forskellige arter og dyr,« siger Steffen Toft.

Ambitionen er ifølge Steffen Toft, at området efter opførelsen af alle 52 boliger og ændringer i vejføringen skal have en højere biodiversitet end før projektet begyndte.

Genanvendelse af materialer

Der er også fokus på genanvendelse af byggematerialer. Ifølge Steffen Toft viser den foreløbige opgørelse for første etape en genanvendelsesgrad på 92 procent for affald og nedrivningsmaterialer.

»Vi afslutter vores regnskab for fase 1, og der har vi en genanvendelse på 92 procent af alt affald og nedrivning, der er kommet ud af det her. Det har inkluderet nye løsninger i forhold til at genanvende for eksempel forurenet vinduesglas, og der har vi i samarbejde med Isor genanvendt alle gamle vinduesglas til glasuld, som så bliver bygget ind i fase 2,« siger han.

Derudover er 25.000 gamle teglsten fra det tidligere center og de omkringliggende bygninger indgået i et genanvendelsesforløb i samarbejde med Randers Tegl og Marius Pedersen.

Seniorboliger på den sydlige del

På den sydlige del af grunden er der samtidig opstået en ny dialog om seniorboliger. Distriktsrådet i Pindstrup har rettet henvendelse om mulighederne i området, fortæller Steffen Toft.

»Vi har fået en henvendelse fra distriktsrådet i forhold til at etablere seniorboliger på Pindstrup Centret og på den sydlige del af grunden,« siger han.

Ifølge ham var der oprindeligt ikke konkrete planer for den del af arealet, hvor en spejderhytte også indgår.

»Vi havde i begyndelsen ikke nogen planer med den del af grunden. Vi havde en spejderhytte, som vi har overtaget, og som vi tænkte skulle have en eller anden form for anvendelse i stedet for ikke bare at forgå,« siger Steffen Toft.

I dialog med kommunens planafdeling er der arbejdet med en model med omkring 10 huse og et fælleshus. Samtidig undersøges det, om spejderhytten kan bevares og renoveres.

»Vi kom frem til at kunne foreslå bygget omkring ti huse og et fælles hus. Vi har også kigget på, om vi kunne genanvende den gamle spejderhytte i stedet for at brække den ned. Bygningen er ikke ringere, end at vi med den rigtige tilgang kan renovere den,« siger han.

Spørgsmål om adgangsforhold

Der har ifølge Steffen Toft også været spørgsmål om adgangsforholdene til et eventuelt nyt boligområde.

»Der har været spørgsmål fra nogle af naboerne om vejafgangen til de her huse. Med rette,« siger han.

Svømmehal mangler finansiering

For den eksisterende svømmehal er økonomien fortsat en barriere.

»Jeg kan fortælle, at vi her og nu ikke har midler til at sætte svømmehallen i stand. Det ville ellers have været et stort aktiv. Hvis der er interesserede fonde eller andre, som vil bidrage med økonomi til at renovere svømmehallen, hører vi gerne,« siger Steffen Toft.

Han oplyser samtidig, at der arbejdes med andre mulige anvendelser af bygningen.

»Det, som vi har overvejet, er at indrette den som et større væksthus, hvor man kunne have den som et beskæftigelsestilbud til beboere og lokale,« siger han.

Center 2 afventer afklaring

Også bygningen Center 2, d er tidligere var restaurant Skovens Perle, indgår i de videre overvejelser, men her er der endnu ikke fundet en afklaring.

»Center 2 er vi ikke 10 procent i mål med. Den er omfattet af en lokalplan. Vi har haft forskellige forespørgsler fra Pindstrupskolen og andre skoler i området. Der er nogle udfordringer med det i dag grundet den lokalplan, der er lige nu. Det kommer vi til at kigge lidt mere på, så Center 2 kan bruges til andre formål,« siger Steffen Toft.

Det tidligere kursuscenter, Pindstrupcentret, lukkede i slutningen af 2023 efter mere end 50 års drift som følge af underskud og stigende omkostninger. Nu bliver området omdannet til et specialiseret botilbud for mennesker med autisme.