Aarhus-virksomhed er solgt og fusionerer med sjællandsk virksomhed
Virksomheden har netop fejret sit 80-års jubilæum.
Jyllands Markisefabrik A/S har solgt aktierne i selskabet til Fischer Holding A/S, der er moderselskabet bag den sjællandske solafskærmningsvirksomhed Blendex A/S. Med virkning fra 1. oktober er Jyllands Markisefabrik fusioneret med Blendex.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Fusionen sker på baggrund af et ønske fra Jyllands Markisefabrik om at finde den rette partner til at føre virksomheden videre med fokus på kunder, medarbejdere og de kompetencer, der er opbygget gennem generationer.
For Fischer Holding er opkøbet en mulighed for at styrke Blendex’ aktiviteter, særligt vest for Storebælt.
»Jyllands Markisefabrik har gennem mange år været en dygtig konkurrent, som vi i Blendex har haft stor respekt for. Vi kender virksomhedens høje faglige niveau og stærke kompetencer, og derfor glæder det mig, at vi fremover skal arbejde sammen om at udvikle forretningen og skabe endnu mere værdi for vores kunder,« siger Steen Fischer, der er administrerende direktør i Fischer Holding A/S, i pressemeddelelsen.
Tredje generation fortsætter
Sælgeren af Jyllands Markisefabrik A/S er Mette Svinth, som repræsenterer tredje generation i den familieejede virksomhed, der netop har fejret sit 80-års jubilæum.
Hun fortsætter i den nye organisation og indtræder i Blendex’ ledelse som landsdækkende servicechef. Her får hun ansvaret for at lede værkstederne og montageorganisationen i serviceafdelingen, som er Danmarks absolut største.
»Blendex og Jyllands Markisefabrik bygger på det samme dna med kvalitet og høj faglighed som fælles fundament. Derfor er fusionen et naturligt skridt, ikke mindst i en branche, hvor kravene til leverandørerne bliver stadig større,« siger hun og fortsætter:
»Personligt glæder jeg mig til at træde ind i en ny ledelsesrolle i en større organisation. Med 30 års brancheerfaring ser jeg frem til at bringe mine kompetencer i spil og bidrage til Blendex’ fortsatte udvikling.«
læser
lige nu