Fædre laver patruljegruppe efter overfald på kvinder: Politiet advarer imod lokale vagtværn
Mænd vil om aftenen patruljere på Trøjborg. Det er ikke borgeres opgave at sørge for sikkerheden i området, lyder det fra politiet.
To kvinder er inden for de seneste måneder blevet overfaldet ved Riis Skov, og en lokal kvinde følte sig for nylig forfulgt af en mand på Trøjborg.
Hændelserne har affødt flere nyhedsartikler og mange skriverier i lokale Facebook-grupper.
Nu har Jacob Hou Humer fra Trøjborg taget initiativ til det, han kalder en patruljegruppe.
»Vi er en gruppe mænd, der mødes ved Marienlund, og hvis vi er mange nok, deler os i nogle små hold, og så går vi en bette aftentur. Vi vil være synlige i gadebilledet for at skabe en form for tryghed. Jeg bor her selv og har en datter, og jeg synes, det er forkasteligt, at man ikke kan gå i fred uanset om man er barn, kvinde eller mand,« siger han.
Jacob Hou Humer, er det din oplevelse, at mange kvinder på Trøjborg er utrygge?
»Ja, faktisk, og det er kommet til nu her. Før det her var Trøjborg et dejligt sted og et trygt sted at færdes, og sådan skal det også være igen. Jeg tror faktisk, at det her initiativ vil give kvinderne noget tryghed. Jeg tror, de synes, det er fedt, at der er nogle mænd, der godt vil gøre noget aktivt Vi skal alle sammen gerne kunne færdes trygt også i aftenstimerne.«
’
Hvad vil I gøre, hvis I ser en mand, der opfører sig suspekt?
»Hvis vi ser en, der antaster en kvinde, så griber vi ind. Alle borgere vil jo gribe ind i sådan en situation. Så tilbageholder vi ham og kontakter politiet, og bliver der indtil politiet kommer.
Er det ikke lidt som at lave en selvtægtsgruppe?
»Det mener jeg ikke. Hvis man får fornemmelsen af, at politiet ikke er til stede, må man gøre noget selv. Vi gør det ikke for at udøve vold på nogen. Vi går ikke hen og smadrer nogen. Vi griber ikke ind på den måde, at vi langer nogen nogle på kassen. Vi vil bare ikke finde os i, at man bliver forulempet, når man går på gaden.
Politi: En dårlig idé
Hos Østjyllands Politi er man opmærksom på, at der er skabt en patruljegruppen på Trøjborg.
»Selv om vi har fuld forståelse for oplevelsen af utryghed, så fraråder vi på det kraftigste, at man opretter noget, der minder om private vagtværn. Det er politiets opgave at sørge for sikkerheden i området, og os, der har kompetencer, midler og hjemmel til at håndtere evt. gerningspersoner. Selv om intentionen er god, kan et værn af denne type også have den modsatte effekt på trygheden,« siger efterforskningsleder Flemming Nørgaard.
Østjyllands Politi har efter overfaldet på kvinde ved Riis Skov søndag 27. september modtaget flere henvendelser, også fra kvinder, der har følt sig utrygge, uden de dog er blevet kontaktet af nogen.
Politiet vil fortsat meget gerne høre fra vidner til både overfaldet på Solbakken/Rolighedsvej og på Stationsgade.
»I den første sag var vi ude med et signalement, men når vi ikke har gjort det nu, er det for ikke at udelukke vidner, som kan sidde med vigtig information. Det kan være vanskeligt at lave præcise signalementer i mørke, og vi vil nødig gå glip af information, som kunne have været relevant for os, fordi det ikke passer på et udsendt signalement,« lyder det fra Flemming Nørgaard.
Flere personer har i lokale Facebook-gruppe omtalt en suspekt mand med et specifikt udseende. Ifølge Jacob Hou Humer vil den såkaldte patruljegruppe ikke gå rundt og kigge efter en mand, der passer på det signalement.
læser
lige nu