80 år og stadig tæt på barndommens stier
Kurt Bønnerup voksede op i Glesborg, fulgte foreningslivet tæt og donerede 50.000 kr. til Nørre Djurs HK.
Tirsdag 6. oktober er det 80 år siden, at Kurt Bønnerup blev født på Djursland.
Han voksede op i Glesborg, hvor han var en stor del af foreningslivet i daværende Glesborg IF. Han følger stadig udviklingen i barndomsklubben tæt, hvilket Nørre Djurs HK fik at mærke, da Kurt Bønnerup i 2020 donerede 50.000 kroner til klubben som en håndsrækning under corona-pandemien.
Kurt Bønnerup fik sin bankuddannelse i Aarhus, og efter soldatertiden i Nørresundby flyttede han til København, hvor han fik sin kommunale uddannelse i Frederiksberg Kommune. De sidste 25 år var han leder af kommunens personaleuddannelsescenter.
Kurt Bønnerup oprettede sin sangtekstforfattervirksomhed, da han fyldte 30, så Sangværkstedet kan således nu fejre sit 50-års jubilæum. Det er blevet til et utal af lejlighedssange og til mange hits med forskellige kunstnere over hele landet. Sangskriveriet førte også til frivilligt værtarbejde hos lokalradioer i Valby, Rødovre og Korsør.
I 2019 fik han udgivet bogen Tanke-Ord, der er en samling af digte, sangtekster og små sentenser med refleksioner over tilværelsens lyse og mørke sider.
Kurt Bønnerup blev pensioneret i 2006 og flyttede derefter til Korsør. De seneste mange år er han blevet kendt i bybilledet som frivillig.
Han engagerede sig tidligt i arbejdet med at samle en minoritetsgruppe i Vestsjælland, som i oktober mødes for 60. gang – og han deltog i sin tid i Fotoklubbens arbejde med FN’s 17 verdensmål, hvor resultaterne ses i Aktivitetscentret Teglværksparken på Halsskov, hvor dagen markeres med en reception sammen med de forskellige frivillige kontakter, han er involveret i.
læser
lige nu