Nu indvies Aarhus' første kommunale græsboldbaner i 12 år
Nyt idrætsanlæg i elev-Nye er en stor milepæl for lokalområdet, lyder det.
Mandag den 5. oktober indvies Ravnbakkeskolens Idrætsanlæg. Anlægget består af tre helt nye græsboldbaner, og området rummer også en kunstgræsbane samt grønne rekreative områder og stisystemer.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Det er første gang siden 2014, at man indvier et kommunalt idrætsanlæg med græsboldbaner i Aarhus Kommune, og rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen, beskriver boldbanerne som et aktiv for hele lokalområdet.
»Der er store vækstambitioner for Elev-Nye, og derfor er det afgørende, at antallet af idrætsfaciliteterne følger med,« siger han.
Det er primært Elev-Nye idrætsforening, der kommer til at få gavn af anlægget. Idrætsforeningen har indtil nu holdt til på en enkelt fodboldbane, der er for lille til 11-mandsbold, i Elev
»Der er en stor begejstring hos trænerne i Elev-Nye idrætsforening, og det er en stor dag for alle i og omkring klubben. De nye baner betyder, at vi får de rammer, som en voksende forening som vores har brug for. Det nye idrætsanlæg bliver et naturligt samlingspunkt for områdets børn, unge og voksne,« lyder det fra foreningens formand Mads Hulgaard.
Anlæggets stisystemer kobler på de øvrige stier i området, hvilket skal skabe en sammenhæng mellem Elev, Nye og Lisbjerg Skov.
Den samlede anlægssum for idrætsanlæg og grønne områder har været på 14,9 millioner kroner. De tre nye græsboldbaner dækker behovet for de første 7.000 indbyggere i Nye.
Indvielsen finder sted mandag den 5. oktober kl. 16.00 ved bane 2 syd for kunstgræsbanen.
læser
lige nu