Fortsæt til indhold

Efter omfattende CPR-læk er praksis blevet indskærpet i Aarhus

Chef for Borgerservice i Aarhus Kommune, Lene Hartig Danielsen, fortæller, at praksissen er blevet indskærpet for medarbejderne på grund af den aktuelle situation.

Samfund

Det Centrale Personregister (CPR) har konstateret en alvorlig sikkerhedshændelse. Uvedkommende har skaffet sig adgang til navne, adresser, CPR-numre og andet på cirka 8,8 millioner registrerede borgere.

Det har de mandag kunnet mærke hos borgerservice i Aarhus Kommune, hvor flere borgere har ringet og spurgt, om lige præcis deres data er blevet kompromitteret.

»Der har været 20-30 flere telefoniske henvendelser om morgenen,« fortæller Lene Hartig Danielsen, der er chef for Borgerservice i Aarhus Kommune.

For at kunne hjælpe borgerne hurtigst og bedst muligt, har Borgerservice i Aarhus Kommune lagt en besked på telefonen, når man ringer ind, om at de oplever mange henvendelser omkring den aktuelle sag vedrørende kompromitterede CPR-oplysninger.

»Hvis der er et eller andet, der er uhensigtsmæssigt, hvad end det er nationalt eller lokalt, så bruger man altid anledningen til at indskærpe en praksis,« fortæller chef for Borgerservice i Aarhus Kommune, Lene Hartig Danielsen. Arkivfoto: Kim Skovrup Andersen

Hun fortæller, at de følger den information, de får fra de centrale myndigheder, og hun opfordrer bekymrede borgere til også at følge informationen der, samt på hjemmesiden sikkerdigital.dk.

Lækket af CPR-numre har fået Borgerservice i Aarhus Kommune til at indskærpe sin praksis over for medarbejderne. Det er ikke nok at ringe og oplyse navn, adresse og CPR-nummer, hvis man skal have personoplysninger.

Der bliver stillet et kontrolspørgsmål, som man kun kender som myndighed. Det kan være om civiltilstand, men det kan også være andre kontrolspørgsmål.

»Den praksis har vi indskærpet, at den selvfølgelig også gælder i en situation som den her,« fortæller Lene Hartig Danielsen.

Se video: