Fortsæt til indhold

Historisk virksomhed forlader kommunen efter næsten 50 år

Johnson Controls flytter samtlige medarbejdere og aktiviteter fra Sortevej 30 i Hornslet til virksomhedens domicil i Holme.

Samfund

Den internationale koncern Johnson Controls har besluttet at flytte virksomhedens aktiviteter fra Hornslet til Aarhus.

Fra 1. april 2027 vil samtlige medarbejdere og funktioner fra adressen på Sortevej 30 i Hornslet blive overført til den eksisterende afdeling i Holme i Aarhus.

Det oplyser en talsperson for Johnson Controls i en mail til Din Avis Syddjurs.

Din Avis Syddjurs har gennem længere tid forsøgt at få verificeret vedvarende rygter om virksomhedens forestående flytning, og de taler altså sandt.

Det er en flytning som vil give genlyd i Syddjurs Kommune.

Medarbejderne kan følge med

Virksomhedens talsperson begrunder flytningen med ønsket om at samle teams, kompetencer og ressourcer på én adresse.

Ifølge Johnson Controls vil det styrke samarbejdet, lette den daglige koordinering og forbedre evnen til at betjene kunder i hele regionen.

Johnson Controls talsperson understreger, at der er tale om en konsolidering af aktiviteterne i Aarhus-området, og ikke en reduktion i antallet af medarbejdere.

Virksomheden oplyser, at medarbejderne vil blive støttet gennem hele overgangen.

Din Avis Syddjurs har ikke fået svar på, hvor mange medarbejdere virksomheden i Hornslet beskæftiger. Ligeledes ville vi gerne vide, hvad der er tænkt i forhold til bygningerne på Sortevej 30.

Historien i Hornslet

Fabrikken på Sortevej 30 i Hornslet blev opført i 1978 af Henry Søby Køleteknik.

Siden har ejerskabet skiftet flere gange, blandt andet til Retech A/S, Sabroe Køleteknik og York, inden Johnson Controls overtog virksomheden i 2017.

Johnson Controls udvikler og leverer byggeteknologi, udstyr og software med fokus på sunde og bæredygtige bygninger. Virksomheden arbejder blandt andet med varmepumper, ventilation, aircondition og avancerede industrielle kølesystemer, brandbeskyttelse, alarmsystemer og digitale løsninger til bygningsautomation.

Udvidelse i Holme

Johnson Controls har for nylig udvidet fabrikken i Holme, Aarhus, hvor varmepumper og køleanlæg produceres. Udvidelsen omfatter 2.300 kvadratmeter ekstra produktionsareal og et 1.800 kvadratmeter stort kunde- og testcenter, der lever op til de nyeste teststandarder fra Den Europæiske Varmepumpeforening.

Investeringen forventes at skabe over 100 nye lokale arbejdspladser og omfatter samtidig modernisering af eksisterende bygninger.

Ved indvielsen deltog blandt andre Richard Lek, direktør for Johnson Controls i Europa, Mellemøsten og Afrika, Benthe Klokkerholm, vicedirektør for produktion af varme- og køleløsninger, EU-kommissær for energi og bolig Dan Jørgensen, borgmester Anders Winnerskjold, Aarhus Kommune og EU-politisk assistent Rasmus Beim Hvide.

Intet at bemærke

Syddjurs Kommune har 15. april 2026 foretaget et mijøtilsyn på virksomheden i Hornslet.

I tilsynsrapporten konkluderes det:

»Virksomheden fremstår som udgangspunkt pæn og ryddelig. Der er dog et par enkelte håndhævelser vedrørende opbevaring og håndtering af flydende affald.«

Se video: