Fortsæt til indhold

Bookingerne af feriehuse stikker helt af i uge 42 og 43

Efterårsferien trækker flere gæster til østjyske feriehuse.

Samfund

Efterspørgslen på feriehusferie i Østjylland er stigende, og Sol og Strand oplever flere bookinger end sidste år i både uge 42 og uge 43. Fremgangen ses på tværs af ferieområderne ved Ebeltoft, Norddjurs, Odderkysten, Juelsminde og Vejle Fjord.

Sol og Strand oplyser i en pressemeddelelse, at antallet af bookinger i uge 42 ligger på indeks 132 sammenlignet med sidste år, mens uge 43 foreløbig ligger på indeks 158. I Ebeltoft by er der også fremgang med indeks 120 i uge 42 og indeks 179 i uge 43.

Bureauchef Palle Forsberg Lorentzen, der har ansvar for Østjylland, Norddjurs og Ebeltoft, udtaler: »Vi ser en meget stærk efterspørgsel på feriehusferie i hele vores område. Uanset om vi kigger på Ebeltoft, Norddjurs, Odderkysten, Juelsminde eller Vejle Fjord, ligger bookingerne over sidste års niveau. Særligt ser vi en flot udvikling i både uge 42 og uge 43, hvor interessen for at holde ferie i Østjylland er markant højere end på samme tidspunkt sidste år.«

Østjylland er populær

Feriehusferien har været populær gennem flere år, og Sol og Strand oplever fortsat stor interesse fra både danske og udenlandske gæster. Kombinationen af kyst, natur, byliv og oplevelser gør Østjylland til et attraktivt feriemål i efterårsmånederne.

Palle Forsberg Lorentzen tilføjer: »Efterspørgslen efter feriehusferie har været høj gennem flere år, og det er glædeligt at se, at interessen fortsat vokser. Vi oplever stor interesse for hele området, og gæsterne vælger både de klassiske destinationer og de mindre feriebyer langs kysten. Det lover godt for efteråret.«

Se video: