Fortsæt til indhold

Gammel skolebygning fra 1910 hyldet som grøn frontløber

Den tidligere landsbyskole i Hedeskov var en af tre modtagere af Syddjurs Kommunes Arkitektur- og Bevaringsprisen 2026.

Samfund

»Prisen tildeles for den respektfulde transformation af den tidligere landsbyskole til et center for regenerativ praksis.

Projektet forener bevaring, genbrug og nytænkning og demonstrerer, hvordan eksisterende bygninger kan få nyt liv med fokus på bæredygtighed, håndværk og lokale ressourcer.«

Sådan lyder nogle af bevæggrundene for at tildele Hedeskov Center for Regenerativ Praksis Syddjurs Kommunes Arkitektur- og Bevaringsprisen 2026.

De to andre modtagere er et sommerhus i Tved på Agavevej 9-11 og udbygningen af Hornslet Skole i tilknytning til Hornslet Hallen.

Hedeskov Center for Regenerativ Praksis er blevet opført i den tidligere Hedeskov skole på Pindstrupvej midtvejs mellem Pindstrup og Thorsager. Den ligger smukt tilbagetrukket godt skjult af høje træer og natur 50-100 meter fra vejen.

Et tidligere foto af den gamle landsbyskole viser, at de nye ejere har totalrenoveret den smukke bygning i yderste respekt for dens historie og fremtoning. Foto: Realdania

Opført 1910

Når man kører ind ad den lille grusvej, som fører ned til den gamle skole, går der ikke længe før den fortsat imposante 364 kvadratmeter store bygning opført i røde sten kommer til syne.

Opført 1910 står der på gavlen over de store ateliervinduer, så man ikke er i tvivl. Et af den slags bygningsværker som bjergtager beskueren ved første blik.

Den sidste elev forlod skolen i 1957. Dengang var Herluf Bech ansat som førstelærer ved Hedeskov Skole.

Han kom efter skolens lukning til Thorsager Skole, hvor han først blev ansat som andenlærer samme år. Bech blev førstelærer i 1964, en stilling, der på grund af elevtallets stigning til over 120 blev ændret til skoleinspektør tre år senere.

Herluf Bech blev siden afløst som skoleinspektør af Jens Refsgaard i 1986, da han gik på pension. Refsgaard var selv skoleleder i godt og vel 26 år.

dinavis.dk/samfund/ECE13579821/baeredygtighed-hedeskov-center-for-life-science-skyder-op-i-en-tidligere-landsbyskole/

Familieprojekt

I en lang årrække siden var Hedeskov Skole bopæl og arbejdssted for familien Vonsild. Bent Ole Vonsild startede således sit trædrejeri her i 1963, som han flyttede ned til større bygninger på Industrivej 15-17 i Ryomgård, da virksomheden for alvor tog fart og krævede mere plads. Virksomheden lukkede slutteligt 15. maj 2012.

Det var også i den gamle skole, at den estimerede tekstildesigner Helene Vonsild fra 2001 og frem til 2020 slog sine folder med sin virksomhed 1+1 Design.

I 2020 blev ejendommen sat til salg og købt af parret Jørn Aagaard og Jette Søndergaard, som sammen med datteren Sofie Aagaard er trioen bag Hedeskov Center for Regenerativ Praksis.

Forbedre og genskabe

Allerede i 1978 købte Jørn Aagaard og Jette Søndergaard en nabolandejendom til Hedeskov gamle skole. De begyndte at opkøbe og omlægge den omkringliggende landbrugsjord, som tidligere var dyrket konventionelt. Målet var at skabe et sted uden syntetiske pesticider, hvor naturen kunne arbejde frit.

I dag fungerer Hedeskov Centret som et forsknings- og formidlingssted for regenerativ praksis. Her arbejder man med regenerative dyrkningsmetoder og en regenerativ tilgang til byggeri og landbrug, baseret på forskning og praktisk erfaring.

Regenerativ kommer af latin og betyder at skabe nyt liv eller genoprette en oprindelig sund tilstand. Hvor bæredygtighed ofte handler om at undgå yderligere skade, handler regenerativ om aktivt at forbedre og genskabe – at skabe mere værdi, end man forbruger.

De nye ejere har totalrenoveret den smukke bygning, men i yderste respekt for dens historie og fremtoning.

Hyldestord fra Camilla Rønde

Næstformand i Erhvervs- og Planudvalget, Camilla Rønde (yderst tv.) overrækker Arkitektur- og Bevaringsprisen 2026. til Sofie Aagaard (m. datter) samt forældrene Jette Søndergaard og Jørn Aagaard. Foto: Syddjurs Kommune

Arkitektur- og Bevaringsprisen blev uddelt for 10. gang søndag 4. oktober 2026 på rådhuset i Ebeltoft.

Der indkom 30 indstillinger fordelt på 21 projekter.

Årets tre vinderprojekter er forskellige i både skala og funktion, men fælles for dem er en stærk forståelse for stedets kvaliteter og en ambition om at skabe langtidsholdbare løsninger, der beriger Syddjurs Kommune, lyder det i en pressemeddelelse.

Juryen har vurderet projekterne på baggrund af deres samlede arkitektoniske kvalitet, særlige værdier og betydning for omgivelserne.

Næstformand i Erhvervs- og Planudvalget, Camilla Rønde, sagde blandt andet i sin tale:

»De bygninger, vi omgiver os med, er en del af vores fælles fortælling om, hvem vi er, og hvad Syddjurs er. Det kræver faglighed og mod. Og det kræver mennesker, der tør insistere på kvalitet og innovation – også når den hurtigste eller billigste løsning ligger lige foran os.«

Se video: