Nej tak til at blive kørt i skole: Aarhus-elever vandt stor kampagne
6. B på Aarhus-skolen har på fem uger transporteret sig 952 km ved at gå, cykle og tage kollektiv trafik i skole fremfor at blive kørt i bil. Dermed kan klassen kalde sig vindere af årets udgave af På Egne Ben.
6.B på Gammelgaardsskolen i Åbyhøj blev fejret med balloner, kage, diplom og en fin pengepræmie.
Jublen var stor hos eleverne i 6.B på Gammelgaardsskolen, da de blev kåret som vindere ’På Egne Ben’-kampagne.
Eleverne har deltaget i en pointjagt, hvor de i fem uger har fået point for at gå, cykle eller tage kollektiv trafik i skole.
Samlet har eleverne transporteret sig 952 km og sparet 170 kg CO2.
Det skriver Midttrafik i en pressemeddelelse.
Sagde nej tak til forældrekørsel
6.B’s klasselærere Kevin Robin Olejas og Emil Munk Schmidt er begejstrede for kampagnen. De fortæller:
»Det var fem fede uger med engagerede elever, som hele tiden kunne følge med i stillingen, hvilket var meget motiverende for dem. Vi fik lavet mange gode øvelser og eleverne blev ret opmærksomme på, hvordan de vælger at transportere sig.«
»For enkelte betød det faktisk at sige ”nej tak” til forældres tilbud om at blive kørt i skole. ”På egne ben” spillede rigtig fint sammen med skolens fokus på trafik i uge 39, hvor vi havde cyklistprøve på hele 6. årgang,« fortæller lærerne.
Evaluering fra tidligere kampagner viser ifølge Midttrafik, at På Egne Ben faktisk påvirker elevernes transportvaner.
Både forældre, lærere og eleverne selv oplever, at eleverne i mindre grad bliver kørt i bil og i stedet transporterer sig selvstændigt til og fra skole.
Større frihed
På Egne Ben er en mobilitetskampagne, der har kørt fra 2. september til 2. oktober på i alt 15 skoler i Aarhus, Randers, Ringkøbing-Skjern, Herning, Aalborg og Jammerbugt. Region Midtjylland og Midttrafik står bag kampagnen i Midtjylland, hvor 57 klasser fra fire kommuner har deltaget. I alt har 96 klasser deltaget i årets kampagne.
Jakob Fuglsang Andersen, der både er medlem af Udvalg for regional udvikling i Region Midtjylland og 2. næstformand i Midttrafiks bestyrelse, kårede vinderne og overrakte dem et diplom som bevis for deres flotte præstation. Han fortæller:
»Det er vigtigt, at vi allerede tidligt giver børn gode vaner og viser dem, at man ikke behøver at køre i bil for at komme rundt. På Egne Ben gør det både sjovt og konkret at vælge cykel, gåben eller kollektiv trafik. Samtidig får børnene en større frihed, når de opdager, at de faktisk godt selv kan komme fra A til B. Det er godt for både børnene, klimaet og trafiksikkerheden omkring skolerne,« siger Jakob Fuglsang Andersen.
På Egne Ben er den eneste mobilitetskampagne i Danmark, hvor eleverne kan deltage uanset, om de går, cykler eller tager bus i skole. De kan også deltage ved at gå de sidste 500 meter, hvis det ikke er muligt at undgå forældrekørsel.
læser
lige nu