Julekalender med filmtema og 24 chancer for gevinst
Y's Mens Klubberne i Danmark er klar med årets julekalender, og i 2026 er temaet film.
For 50. gang sender Y’s Mens Klubberne i Danmark deres populære julekalender på gaden. Den sælges gennem Y’s Mens Klubber og af en række frivillige foreninger landet over, blandt andet spejdere og andre uniformerede korps, skoler og idrætsforeninger.
Som tidligere år sælges der to forskellige julekalendere på Djursland. KFUM – Spejderne i Rønde og Hornslet sælger en julekalender i deres områder, og KFUM – spejderne i Auning, Allingåbro, Vivild og Nimtofte sælger julekalendere i den nordlige del af Djursland. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
For hver julekalender, som spejderne sælger, tjener de 25 kroner til deres spejderarbejde.
På bagsiderne af julekalenderne er der annoncer fra de lokaler erhvervsdrivene, som derved støtter arbejdet.
Årets tema er film, og det kan både ses og opleves. Den store, farverige forside er fyldt med kendte filmfigurer og filmreferencer, som er flettet ind i et mylder af sjove og finurlige situationer. Her kan man blandt andet gå på jagt efter figurer og scener fra film som King Kong, Ghostbusters, E.T., Batman, Tarzan, Star Wars, Superman, Jaws, Olsen-banden, Indiana Jones og Dirty Dancing.
Der gemmer sig også et bogstav bag hver låge. Når alle 24 bogstaver er samlet, danner de en linje fra en kendt julesang. Det giver endnu en mulighed for at gøre kalenderen til en fælles juleaktivitet for børn og voksne.
Og så er der selvfølgelig også en gevinst at gå efter. Bag hver af de 24 låger er der mulighed for at vinde et gavekort på 200 kroner.
Men den vigtigste gevinst ligger et andet sted. Overskuddet fra Y’s Mens Julekalender går til socialt og humanitært arbejde i Danmark og udlandet samt støtte til danske ungdomsorganisationer.
Y’s Mens Julekalender 2026 kan købes fra 24. oktober.