Fortsæt til indhold

Aarhusianere har også telefoner

Bag kulisserne har østjyske kræfter engageret sig i sagen om vandflyveren.

Samfund

Det er angiveligt aarhusianeren Keld Albrechtsen, der stod fadder, da den jyske trafikmafia fik sit navn. Betegnelsen blev i 1980’erne brugt om en kreds af folketingspolitikere, der forstod sig på byttehandler. Hvis de skulle bakke op om Storebæltsforbindelsen, skulle der motorveje til bl.a. Frederikshavn og Herning.

»Det er jo de rene mafiametoder,« bemærkede Albrechtsen, der dengang sad i Folketinget for Venstresocialisterne.

Så vidt vides er der heldigvis ikke fundet afhuggede hestehoveder i sengene hos medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation. Men Københavns behandling af vandflyveren fra Aarhus har alligevel fået den gamle trafikmafias ånd til at røre på sig. »Leave the gun. Take the cannoli.«

Hvor den oprindelige trafikmafia med koryfæer som Kaj Ikast, Svend Heiselberg og Arne Melchior skaffede motorveje til Jylland, er opgaven denne gang at bevare en forbindelse, der allerede findes. Det har stærke kræfter i partier og organisationer gjort deres til uden på den måde at forklejne den kamp, Nordic Seaplanes har taget.

Det har tilsyneladende gjort indtryk. I sidste uge stod vandflyveren til at miste tilladelsen til at lægge til ved Nordre Toldbod i København. Men efter politisk pres og en del aktiviteter på tværs af Storebælt lykkedes det med et snævert flertal i Københavns Kommunes klima-, miljø- og teknikudvalg at samle sig om en mulighed for at lade forbindelsen fortsætte lidt endnu.

Det er langt fra en redning. Vandflyveren skal finde et andet sted at lægge til i Københavns Havn. Hvor, ved man ikke. Nordic Seaplanes og By & Havn har ganske vist allerede undersøgt alternative muligheder og har ikke kunnet finde et sted, der fungerer for flyet og passagererne. Men i politik bliver en undersøgelse heldigvis ikke overflødig, bare fordi den allerede er lavet én gang.

Selv denne beskedne udsættelse blev for meget for Alternativet, der benyttede sin standsningsret og sendte sagen videre til Borgerrepræsentationen.

»Vi beder alle andre om at tage ansvar for den grønne omstilling. Så skal de mest privilegerede selvfølgelig også,« forklarede partiets københavnske lokalpolitiker Karoline Lindgaard til TV 2 Kosmopol.

Vandflyveren kan ikke fredes for evigt og for enhver pris. Men der er god grund til at give en virksomhed, der arbejder på at skifte til elfly, mulighed for at gennemføre den grønne omstilling, før man lukker forbindelsen. Og der er grund til at forvente, at også lokalpolitikere i landets hovedstad forstår, at en beslutning om nogle meter kajplads kan have betydning langt ud over kommunegrænsen. Det er muligt, at Alternativet betragter de 16 passagerer som særligt privilegerede. Men den største luksus i denne sag er måske at kunne undvære en forbindelse mellem landets to største byer, fordi man selv bor i den ende, hvor alle andre forventes at komme hen.

Selv hvis vandflyveren får mere tid, er der ingen garanti for en fremtid. Men der er trods alt sket noget positivt. Denne gang har Aarhus ikke nøjedes med at beklage sig over, at København ikke forstår resten af landet. Det er ellers en disciplin, der også dyrkes med en vis flid på denne plads.

Østjyske folketingspolitikere, erhvervsorganisationer og andre med interesse i forbindelsen har engageret sig i sagen. Man skal trods alt ikke undervurdere en aarhusianer med et telefonnummer til Christiansborg eller en østjysk folketingspolitiker, der ved, hvem der tager telefonen på rådhuset i København. Den gamle trafikmafia bestod, fordi politisk indflydelse ikke kun handler om magt, men også at bruge den. Det værd at huske, næste gang østjyske interesser bliver klemt.

»Go to the mattresses«.