Flere i Region Midtjylland fik seniorpræmie for at arbejde videre efter pensionsalderen
Flere borgere i Region Midtjylland arbejder så meget efter folkepensionsalderen, at de opfylder kravene til seniorpræmien.
For nogle er folkepensionsalderen lig med et farvel til arbejdsmarkedet. Andre fortsætter med at arbejde.
Nye tal fra ATP viser, at antallet i Region Midtjylland steg fra 2.212 personer i 2024 til 2.565 i 2025. Det skriver ATP i en pressemeddelelse.
For at få den første seniorpræmie skal man som udgangspunkt have arbejdet mindst 1.560 timer i løbet af de første 12 måneder efter folkepensionsalderen – svarende til gennemsnitligt 30 timer om ugen.
»Tallene viser, at der er en stor gruppe borgere i Region Midtjylland, som ikke bare tager enkelte vagter eller arbejder lidt ved siden af pensionen. De fortsætter med at have en ganske betydelig tilknytning til arbejdsmarkedet, efter de har nået folkepensionsalderen,« siger Maria Damborg Hald, koncerndirektør i ATP – blandt andet med ansvar for udbetaling af Seniorpræmie.
I Region Midtjylland er udviklingen procentuelt størst i Viborg Kommune, hvor antallet steg fra 151 til 240 – en stigning på 59 procent. I Skanderborg Kommune steg antallet fra 89 til 138, svarende til 55 procent, mens Herning Kommune gik fra 113 til 154 – en stigning på 36 procent.
Det samlede beløb, der blev udbetalt i første seniorpræmie i regionen, steg fra 103 millioner kroner i 2024 til 123,5 millioner kroner i 2025 – en stigning på knap 20 procent.
Seniorpræmien blev indført med virkning fra 1. juli 2019 og årgang 1954 var de første, der kunne modtage seniorpræmien. De første udbetalinger fandt sted i andet halvår af 2020.
I juni 2023 blev det vedtaget, at arbejdsindkomst ikke længere skal modregnes i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg. Ændringen gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023.
Det betyder, at folkepensionister i dag kan fortsætte med at arbejde uden at få deres folkepension sat ned på grund af arbejdsindkomsten.
læser
lige nu