Fra dumpet truckprøve til »den absolut bedste løsning«
Kommunens virksomhedsservice hjalp, da en dumpet truckprøve gav problemer.
Da entreprenørvirksomheden HUJ A/S i foråret kontaktede kommunens virksomhedsservice, stod de med et stort problem. Deres erfarne lagermedarbejder skulle køre truck for fortsat at kunne varetage sit arbejde, men han dumpede truckcertifikatets teori- og praktikprøve på grund af følger efter en blodprop.
Her et halvt år senere går Jørgen Gregersen glad og smilende rundt på HUJ’s udendørs lagerplads, skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Selvom han kan være svær at forstå, giver Jørgen Gregersen et meget venligt udtryk. Han har arbejdet for Auning-firmaet i 32 år. For 12 år siden fik han en blodprop, der i dag giver problemer med stemmen og særligt højre hånd, som er krum og uden førlighed.
På arbejdet sorterer og rengør han det, der kommer hjem fra byggepladserne. Klipper jernstænger til støbeopgaver. Pakker nyt materiale. Og kører det hele rundt på truck ikke mindst.
Som udgangspunkt kræver det truckcertifikat at køre truck. Men efter at have dumpet prøven virkede Jørgen Gregersen opgivende i forhold til at kunne bestå.
Så økonomidirektør Kasper Stjernvik kontaktede kommunens virksomhedsservice:
»Kommunen griber den og ser på, om der ikke kunne være en mulighed for at han kunne gennemføre truckcertifikatet alligevel,« fortæller Kasper Stjernvik.
Løsningen blev et mere håndholdt kursusforløb over syv dage. En særlig mus til teoriprøven, som Jørgen Gregersens hånd kunne styre. Og mere erfaring i at betjene styringen blidt, selvom armen driller. Jørgen Gregersen bestod efterfølgende truckcertifikatet med kun to fejl, og som noget af det første sendte han en kort sms med ordet ”Bestået” til konsulenten fra kommunen.
Chefen er også glad: »Den løsning, vi er kommet frem til, er den absolut bedste løsning, så Jørgen kan fortsætte sit arbejde fuldstændig som hidtil. Vi skal ikke til at lave specialløsninger på vores grej, og så er det samtidig den billigste løsning for os alle sammen,« lyder det afsluttende fra økonomidirektør Kasper Stjernvik fra HUJ A/S.
læser
lige nu