Region overtager ansvaret: Hammel Neurocenter skal bruge 66 nye medarbejdere
Hammel Neurocenter skal ansætte 66 nye medarbejdere i Hammel, Herning og Horsens. Ansættelserne sker, fordi Region Midtjylland fra årsskiftet overtager ansvaret for specialiseret rehabilitering af borgere med svær, erhvervet hjerneskade og andre komplekse rehabiliteringsbehov.
Der skal ansættes omkring 27 medarbejdere i Hammel, 23 i Herning og 16 i Horsens. Hammel Neurocenter søger blandt andet sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter og ergoterapeuter.
De mange nye stillinger skyldes, at Region Midtjylland med sundhedsreformen overtager en opgave, som hidtil har ligget hos kommunerne. Samtidig skal antallet af rehabiliteringspladser på de tre enheder fordobles, og der skal etableres specialiseret dagrehabilitering alle tre steder.
Det oplyser Hospitalsenhed Midt i en pressemeddelelse.
»I første omgang betyder det blandt andet, at vi skal finde en del nye, dygtige kolleger, som ligesom os brænder for at skabe gode og sammenhængende forløb, hvor vi på tværs af fagligheder hjælper borgerne godt videre til en ny hverdag efter en alvorlig skade,« fortæller chefsygeplejerske på Hammel Neurocenter Tina Pasgaard.
Samler rehabiliteringen under Hammel Neurocenter
Fra årsskiftet får Hammel Neurocenter under Hospitalsenhed Midt ansvaret for rehabilitering på specialiseret niveau i hele Region Midtjylland.
De tre enheder i Hammel, Herning og Horsens har hidtil været drevet af henholdsvis Region Midtjyllands Socialområde, Herning Kommune og Horsens Kommune.
Målet med den nye organisering er at sikre mere sammenhængende rehabiliteringsforløb og ensartet faglig kvalitet, uanset hvor i regionen borgerne bor.
»Vi leder særligt efter folk, der vil arbejde i tværfaglige teams og tænke i helheder. For det er netop samspillet mellem faggrupperne, der gør hele forskellen for borgerne og deres familier,« siger chefterapeut Helle Dybkjær fra Hammel Neurocenter.
Kommunernes erfaringer skal bruges
Hammel Neurocenter har i forvejen ansvaret for højt specialiseret neurorehabilitering i Vestdanmark. Med overtagelsen skal centrets faglige viden kombineres med kommunernes erfaringer.
»Vi kommer til at lytte indgående til deres erfaringer, så vi kan tage det bedste fra begge verdener og sammen udvikle fremtidens rehabilitering på specialiseret niveau til gavn for patienterne,« siger lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, Claus Brøckner Nielsen.
Region Midtjylland og regionens 19 kommuner skal desuden undersøge, hvordan rehabiliteringsforløb fremover kan komme tættere på borgernes hverdag uden at gå på kompromis med den faglige kvalitet.
læser
lige nu