På Skærsø fandt han sin perle, og herfra blev han båret ud
Jørn Thorbjørn Christensen 24. januar 1944 - 5. oktober 2026
Jørn Thorbjørn Christensen er gået bort. Han blev 82 år. Han blev født i Grenaa den 24. januar 1944 og voksede op i byen, hvor han gik på Østre Skole. Allerede i skoleårene udmærkede han sig ved både at være bogligt stærk og en fremragende atlet, som satte adskillige skolerekorder.
Som 17-årig drog han til København for at tage forberedelseskursus og uddanne sig til bygningsingeniør. Kærligheden fandt han tidligt, og i 1966 blev han gift med sin elskede Lene. Parret nåede at fejre deres diamantbryllup i august i år.
Efter et par år hos en rådgivende ingeniørvirksomhed i København vendte han i 1968 tilbage til barndomsbyen Grenaa for at indtræde i sin faders virksomhed, Thorfisk. Sammen med sin bror drev han Thorfisk frem til 1992, hvor virksomheden blev solgt.
Salget blev startskuddet til et nyt kapitel som erhvervsmand og investor. Han opkøbte og genopbyggede en række konkursramte hoteller, herunder Fanø Badeland, Feriecenter Kattegat, Hotel Ærø Strand, Middelfart Parkhotel samt Hotel Rebild Bakker. Hans store engagement i hotelopkøbene blev dog til sidst mødt med et kærligt ”indkøbsstop” fra hustruen Lene. Hotellerne er siden blevet afhændet igen – på nær Hotel Rebild Bakker, som i dag drives af Comwell.
I 1994 overtog Jørn Thorbjørn Christensen og Lene Skærsø Hovedgård, som de sammen gennemrenoverede fra A til Z. Skærsø ligger nord for Ebeltoft og Dråby. Drej mod venstre i retning mod Stubbe Sø, så ligger hovedbygningen i det første sving.
Lokalhistoriker og tidligere Syddjurs-borgmester Vilfred Friborg Hansen udgav i samarbejde med boghandler Niels Trangbæk, Rønde, en særdeles smuk bog om Skærsø i 2016.
Lene og Jørn Thorbjørn Christensen havde fredag gæstfrit stillet deres smukke stuer til rådighed i anledning af udgivelsen i november 2016.
Ved denne lejlighed deltog flere af efterkommerne af la Cour-slægten, fordi Skærsø var i slægtens eje i perioden fra 1825 til 1933.
Det gælder direktør Johannes Faurschou la Cour (1880-1971), som blev født på Skærsø og siden stiftede virksomhederne Pindstrup Mosebrug og Novopan. Ligeledes opfinderen Poul la Cour (1846-1908), der i sin samtid var kendt som vindmøllepioner.
»Han ville have startet Vestas i dag, hvis han havde levet,« lød det fra Jørn Thorbjørn Christensen ved receptionen. En flot anerkendelse fra en mand, der også om nogen kendte til iværksætteri og kunsten at tænke nye tanker.
Vilfred Friborg Hansen bakkede fuldtonet op om Jørn Thorbjørn Christensens synspunkt.
Det meget smukke og velholdte Skærsø blev et kært hjemsted, hvor han opbyggede og plejede en fantastisk have, der altid stod snorlige.
Da han flyttede ind på Skærsø, erklærede han, at her ville han bo for evigt og en dag bæres ud derfra. Det ønske blev opfyldt, da han mandag den 5. oktober blev båret ud efter den sidste tids svigtende helbred.
Gennem hele livet var idrætten en rød tråd for ham. Da han i ungdommen boede i København, tog han turen hjem til Grenaa hver eneste weekend for at spille på førsteholdet i GIF. Senere var det tennis og sidenhen golf, der fangede hans passion – en sport, som han udøvede med stor glæde, indtil helbredet satte en stopper for det.
Bag den kontante forretningsmand gemte der sig et usædvanligt stort hjerte og en dyb omtanke for sine medmennesker. Han hjalp mange i nød – både herhjemme og internationalt. I Afrika har han doneret adskillige brønde, som har sparet lokale kvinder for lange, daglige gåture efter vand, og i Nepal har han støttet en skole med både lokaler og fysikudstyr. Et af hans sidste ønsker var at give en særlig gave til barndomsbyen Grenaa, og der arbejdes i dag på at virkeliggøre et kunstnerisk bidrag til det kommende stormflodsprojekt ved Grenaa Havn.
For familie og venner var han en usvigelig støtte, som man aldrig gik forgæves til. Både børn og børnebørn har nydt godt af hans store engagement – uanset om der var brug for hjælp til svære matematiske formler, et økonomisk skub eller en af hans opløftende ”pep talks”. Var han ikke blevet ingeniør og erhvervsmand, kunne han utvivlsomt have nået langt inden for coaching.
Jørn Thorbjørn Christensen efterlader sig et dybt aftryk som familiemenneske, erhvervsmand og velgører.
Æret være hans minde.
Kilder: Rikke Thorbjørn og diverse udgaver af Lokalaviserne samt Vilfred Friborg Hansens bog om Skærsø udgivet af Boggalleriet i 2016.
læser
Politiet advarer: Hold ekstra øje med mistænkelige personer
lige nu