Fortsæt til indhold

Helårsbeboelse og socialt bedrageri i kolonihaver har fået borgmestre til tasterne: Vil have møde med justitsministeren

Kommuner vil have ministre i dialog om bedrageri og ulovlig helårsbeboelse i kolonihaver.

Samfund
/ritzau/

Problemer med ulovlig helårsbeboelse, socialt bedrageri og overbebyggelse i kolonihaver har fået fem kommuner til at bede justitsminister Nicolai Wammen (S) og by-, land- og transportminister Signe Munk (SF) om et møde.

Kommunerne i Aarhus, Odense, Ballerup, Vejle og Randers ønsker en ”konstruktiv dialog om, hvordan lovgivningen kan moderniseres og give myndighederne bedre muligheder for at håndtere udfordringer som ulovlig helårsbeboelse, overbebyggelse, socialt bedrageri og kriminalitet”.

Det skriver de fem kommuner i en pressemeddelelse.

»Kommunerne tager ansvar, men vi har også brug for, at Christiansborg ser på, om lovgivningen giver de nødvendige redskaber til at løse opgaven,« siger Odense Kommunes by- og kulturrådmand, Lars Christian Lilleholt (V), i pressemeddelelsen.

De fem kommuner ønsker en ”klar definition af, hvad en kolonihave er, og hvad der forstås ved helårsbeboelse samt tydelige rammer for sanktionsmuligheder”.

Ifølge Danmarks fællesoffentlige digitale portal borger.dk defineres en kolonihave i loven som en havelod i et kolonihaveområde.

Justitsminister Nicolai Wammen. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Havelodderne må i gennemsnit ikke være større end 400 kvadratmeter, og så må bebyggelsen ikke anvendes til helårsbeboelse. Man skal også have bopæl et andet sted.

”Helårsbeboelse strider imod formålet med kolonihaver, idet kolonihaveområder fortsat kan være en væsentlig del af bybefolkningens mulighed for rekreation og beskæftigelse i fritiden”, lyder det på borger.dk.

I vinterperioden må man som udgangspunkt ikke overnatte i sit kolonihavehus. Der kan dog fastsættes lokale regler i de enkelte kommuner.

I et fælles brev, som Ritzau har set, nævner de fem kommuner TV 2-dokumentaren ”De lovløse kolonihaver”, som blandt andet skildrer, hvordan nogle kolonihaveejere har bygget væsentligt større boliger end tilladt, og hvordan de bruges hele året rundt.

Det kalder på ”behov for en samlet gennemgang af de lovmæssige ogadministrative rammer på området”.

»Målet bør være at sikre et tidssvarende og sammenhængende regelsæt, der både understøtter kolonihavernes oprindelige formål og giver kommuner, politi og øvrige myndigheder bedre muligheder for at håndtere de udfordringer, som har udviklet sig gennem de seneste år,« lyder det i brevet til de to ministre.

Se video: