Rådmand forsøgte at skaffe flere penge til forening: Alle kollegaer sagde nej
Metin Aydin ville have andre dele af kommunen til at støtte En For Holdet. Men hans rådmandskollegaer afviste med henvisning til en stram økonomi.
Ældrerådmand Metin Aydin (RV) fandt 400.000 kroner til En For Holdet i sin egen magistratsafdeling, Sundhed og Omsorg.
Men han forsøgte også at få andre dele af Aarhus Kommune til at støtte foreningen, som han selv har været med til at stifte.
To rådmandskolleger sagde nej.
Det viser dokumenter, som avisen har fået aktindsigt i.
Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, og Michael Christensen (LA), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, bekræfter, at de ikke ville støtte foreningen.
Begge henviser til en stram økonomi og behovet for at prioritere kommunens kerneopgaver.
»Jeg sagde nej på grund af den økonomiske situation, vi har med store besparelser. Så jeg satte mig faktisk ikke meget ind i det, men afviste blot, fordi vi slet ikke har råd til nye projekter lige nu,« siger Michael Christensen.
Fokuserer på kerneopgaver
Dokumenterne viser, hvordan Metin Aydin fik samarbejdet med En For Holdet på dagsordenen til et fælles rådmandsmøde med Michael Christensen 20. april.
Allerede i forberedelserne skrev en konsulent fra Sundhed og Omsorg til kollegerne på socialområdet:
»Herudover har min rådmand et ønske om at drøfte samarbejde omkring foreningen En For Holdet vedrørende skraldeindsamling.«
Til mødet udarbejdede Sundhed og Omsorg et oplæg. Rådmændene skulle blandt andet drøfte, om de to afdelinger skulle indgå i et samarbejde om fællesskab, borgerinddragelse og forebyggelse.
Men Michael Christensen afviste at bidrage økonomisk.
»Rådmanden fra MSB gjorde det klart, at MSB ikke kan indgå i et økonomisk samarbejde med henvisning til omstillingsplanen i MSB,« står der i referatet.
Socialrådmanden var dog positiv over for foreningen og ville undersøge andre måder at støtte på.
Otte dage senere, 28. april, var En For Holdet også på dagsordenen til et fælles møde mellem Metin Aydin og Børn og Unge-rådmand Thomas Medom.
Sundhed og Omsorg havde udarbejdet et tilsvarende oplæg om et samarbejde med foreningen.
Thomas Medom bekræfter, at Metin Aydin ønskede økonomisk støtte fra Børn og Unge.
»Det er korrekt, at ældrerådmanden henvendte sig med henblik på, at Børn og Unge også skulle støtte En For Holdet. Det afviste jeg, da økonomien er stram, og jeg først og fremmest er optaget af, at vi får løftet budgetterne direkte på vores skoler, dagtilbud og fritidstilbud,« siger han.
Afslaget var ikke en kritik af foreningens arbejde, understreger han.
»Jeg har intet dårligt at sige om En For Holdets arbejde, men vi har valgt at prioritere vores kerneopgave og bruge pengene direkte på børnene.«
Mødereferatet viser, at Børn og Unge til gengæld pegede på muligheder for at fortælle om foreningens tilbud gennem afdelingens kommunikationskanaler.
Mangehovedet monster
Mens kollegerne afviste at bidrage økonomisk, gik Sundhed og Omsorg videre med en samarbejdsaftale.
Den trådte i kraft 1. juli og giver En For Holdet 200.000 kr. om året i to år. Pengene finansierer en deltidsstilling til foreningens stifter og daglige leder, Lisbeth Olesen.
Til gengæld skal foreningen arrangere 12 årlige affaldsindsamlinger med afsæt i kommunens folkehuse og med fokus på bevægelse, fællesskaber og bekæmpelse af ensomhed.
Metin Aydin har selv været med til at stifte foreningen, tidligere været bestyrelsessuppleant og er fortsat medlem.
Også hans egen afdeling er ramt af besparelser. Hvorfor fik kollegernes afslag ham så ikke til at overveje, om Sundhed og Omsorg også burde sige nej?
Ifølge rådmanden har magistratsafdelingerne forskellige muligheder for at finde finansieringer af ting.
»Kommunen er et mangehovedet monster med forskellige pengekasser rundt omkring. Selvom vi har en stram økonomi, så er der stadig lommer af midler, som skal bruges til det, de er øremærket til. Så trods stram økonomi er der faktisk finansiering til forskellige ting,« siger han og påpeger, at han også henvendte sig til kulturrådmanden og Teknik og Miljø-rådmanden, der også afviste økonomisk opbakning.
Ældrerådmandens ageren i sagen har fået kritik fra flere kanter.
Pengene til En For Holdet blev fundet i en pulje på syv millioner kroner til samarbejde med erhvervsliv og civilsamfund om bevægelse, fællesskaber og mindre ensomhed.
Metin Aydin mener, at samarbejdet kan give økonomisk mening, hvis det får ældre ud at bevæge sig og forebygger skader og social isolation.
»Hvis vi bare kan forhindre et hofte- eller lårbensbrud ved at holde nogle seniorer i gang, så har vi finansieret det hele,« siger han.