Fortsæt til indhold

Aarhus-forstad holder stor åbningsfest for ombygget idrætscenter: »Det har været en lang og sej kamp«

25. oktober indvies der et ombygget idrætscenter til 32 millioner kroner i Solbjerg efter mange års arbejde.

Samfund

Efter flere års arbejde åbner det nye idrætscenter i Solbjerg lørdag 24. oktober.

Bag projektet står en selvejende institution, som siden 2019 har arbejdet for at skaffe flere og bedre faciliteter til byens idrætsliv og samtidig skabe et samlingspunkt i lokalsamfundet.

»Jamen, det er jo fuldstændig fantastisk og uvirkeligt. Man skal lige knibe sig selv i armen, fordi det har været en hård og lang og sej kamp,« fastslår Stence Louise Ravn, der som bestyrelsesmedlem har været med siden projektets begyndelse.

Solbjerg Idrætscenters nye hovedindgang. Visualisering: Arkitektfirmaet Faber & Have

Centret åbner med arrangementer både lørdag og søndag. Ifølge bestyrelsen er programmet lagt, så det henvender sig bredt i lokalsamfundet.

Sådan ser den nye hal ud indefra

Selv om der er tale om et idrætscenter, er ambitionen også, at huset skal bruges som samlingssted for det mindre lokalsamfund, der ligger i udkanten af Aarhus Kommune.

»Vi ligger jo fuldstændig centralt i Solbjerg i forbindelse med skolen, så idrætscenteret vil blive et naturligt samlingspunkt og forhåbentlig kan vi med frivillige kræfter og en centerleder holde centeret åbent langt den største del af tiden. Så det netop bliver et sted for alle,« siger Stence Louise Ravn.

Centret bliver drevet som en selvejende institution med en ansat centerleder, fitnesscenter og en sportscafé. Og så kan man leje en multisal til private fester.

I sommeren 2019 samlede en gruppe sig i en bestyrelse med det formål at få bygget en udvidelse af den gamle hal . De første år gik med at forsøge at få Aarhus Kommune til at stå for byggeriet.

»Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at de første 2-3 år brugte vi på at kæmpe for at få kommunen til at bygge det, men det kunne vi ikke få til at ske,« siger Stence Louise Ravn.

Da det ikke lykkedes, blev projektet i stedet organiseret med finansiering fra fonde, donationer og lån.

Anlægssummen er endt på 32 millioner kroner. Derudover kommer der udgifter til projektering og indretning. 25,9 millioner kroner er kommet inde gennem donationer og bidrag fra blandt andre Salling Fondene, og resten er finansieret med lån via Kommunekredit.

Bestyrelsen oplyser desuden, at entreprenøren har holdt tidsplanen. Oprindelig var det planen, at huset først skulle tages i brug sidst på året, men åbningen sker tidligere.

Ifølge bestyrelsen betyder det nye idrætscenter blandt andet, at børn og unge ikke i samme omfang skal træne sent om aftenen. På længere sigt er ambitionen, at huset også skal rumme nye idrætsgrene.

»Vi håber, at byens nye idrætscenter bliver en form for moderne forsamlingshus,« lyder det fra Stence Louise Ravn.