Pludseligt hul i vejen flænser dæk og ødelægger fælge
Anna-Birthe Mokrzyczka fik beskadiget sin bil markant, da hun lørdag aften kørte ad Rønde Hovedgade.
Lørdag aften 10. oktober kort før klokken 20 kørte Anna-Birthe Mokrzyczka fra Aarhus mod Ebeltoft.
Da hun kørte ad Rønde Hovedgade i mørke og kraftig regn, blev hun uden forudgående advarsel mødt af et krater i vejbanen, fortæller hun i en mail til Din Avis.
Ifølge Anna-Birthe Mokrzyczka var krateret først tydeligt synligt i dagslys dagen efter.
Hun fortæller, at hendes bil blev alvorligt beskadiget: »Jeg fik flænget de to højre dæk, beskadiget fælgene på de to hjul og ramt kofangeren på undersiden.«
Anna-Birthe Mokrzyczka opfordrer de ansvarlige for vejarbejdet til at tage ansvar for forholdene på strækningen.
Din Avis har bedt om at få en kommentar fra Syddjurs Kommune om situationen på Rønde Hovedgade. Artiklen opdateres, når der foreligger svar.
læser