Aarhus-virksomhed lander kæmpe aftale om energilagring i Storbritannien
Danske Commodities skal optimere et af Storbritanniens største batterilagringsanlæg.
Danske Commodities fra Aarhus har netop indgået en tiårig aftale med BW ESS om at optimere et af Storbritanniens største batterilagringsanlæg, Berkswell Battery Energy Storage System.
Aftalen omfatter hele anlægget, der har en kapacitet på 200 megawatt og 857 megawatt-timer, og er blandt landets batterianlæg med længst lagringstid.
Danske Commodities skal stå for handel og optimering af anlægget, som forventes at være klar til drift i fjerde kvartal 2027, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Berkswell-projektet, der er udviklet af BW ESS og AIP Management, skal kunne levere strøm til omkring 700.000 britiske husstande i op til fire timer ad gangen.
Anlægget lagrer strøm, når produktionen er høj, og leverer den, når efterspørgslen stiger, hvilket styrker integrationen af vedvarende energi og øger stabiliteten i det britiske elnet.
»Vi er stolte over at være valgt til at optimere Berkswell. Storbritannien er et nøglemarked for os, og Berkswell er et vigtigt supplement til vores portefølje af fleksible energianlæg,« siger Jakob Sørensen, direktør i Danske Commodities.
læser