Ni måneder og næsten 9.000 påkørsler. 2026 på vej til kedelig rekord
Med 8.739 registrerede hjortepåkørsler i de første ni måneder, tegner 2026 til at sætte endnu en kedelig rekord på vejene
Antallet af hjortepåkørsler på de danske veje fortsætter med at stige. I årets første ni måneder er der registreret 8.739 påkørsler, og dermed er der sat rekord for fjerde år i træk.
Det viser en ny opgørelse fra Dyrenes Beskyttelse. I samme periode sidste år blev der registreret 7.994 hjortepåkørsler. Det svarer til en stigning på 745 påkørsler.
»8.739 er et meget højt tal, og bag hver registrering er et dyr, som er blevet ramt i trafikken. For dyret kan konsekvenserne være alvorlige, og for bilisten kan det være både voldsomt og farligt at ramme en hjort,« siger Peter Gravlund, der er biolog i Dyrenes Beskyttelse.
Efteråret øger risikoen
Risikoen for at påkøre en hjort stiger i efterårsmånederne. Hjorte er især aktive omkring solopgang og solnedgang, hvor de bevæger sig mellem deres opholdssteder og områder med føde.
Når dagene bliver kortere, falder hjortenes aktivitet i højere grad sammen med morgen- og eftermiddagstrafikken.
»Om efteråret får vi et uheldigt sammenfald mellem hjortenes naturlige aktivitet og de tidspunkter, hvor mange mennesker er på vejene. Når det samtidig er mørkere, har bilisten dårligere sigtbarhed og dermed kortere tid til at opdage og reagere på et dyr. Derfor er det ekstra vigtigt at sænke farten og holde godt øje med vejsiderne – især når man kører på veje langs skov, marker og levende hegn,« siger Peter Gravlund.
Bilister bør desuden være opmærksomme på, at hjorte ofte færdes flere sammen. Hvis én hjort krydser vejen, kan flere derfor følge efter.
Ny trafikalarm skal advare bilister
For at nedbringe antallet af påkørsler har Dyrenes Beskyttelse indgået et samarbejde med producenten af trafikalarmer Saphe.
Organisationen har gennem flere år registreret, hvor hjortepåkørsler finder sted. De oplysninger bliver nu brugt til at advare bilister om vejstrækninger, hvor risikoen historisk har været særlig høj.
Bilister med en installeret alarm kan få en advarsel, inden de kører ind på en udsat strækning. På den måde får de mulighed for at sænke farten og være ekstra opmærksomme.
»Vi har gennem mange år indsamlet viden om, hvor påkørslerne sker. Det er oplagt at bruge den viden til at forebygge, at nye ulykker sker. Hvis bilisterne bliver advaret i tide og sænker farten, kan det forhåbentlig gøre en reel forskel for både dyr og mennesker,« siger Peter Gravlund.
læser
lige nu