Det er ikke nemt at være torv i Aarhus
Efter årelange diskussioner er Vesterbro Torv omsider færdigt. Nu skal Bispetorv igen under kærlig kommunal behandling.
Det er måske ikke til at se, men Vesterbro Torv står omsider færdigt. Det har taget sin tid, kostet nogle penge, krævet en del indrømmelser og tæret på bilisternes tålmodighed. Der er sat sten, spredt grus, plantet træer og rejst et imponerende antal master, der med deres indbyrdes kabelforbindelser giver torvet et vist slægtskab med et rangerterræn. Det må være et dejligt sted for en letbaneentusiast.
Det er i øvrigt ikke nogen smal sag at være et torv i Aarhus. Til daglig bliver man bogstaveligt talt forbigået, og når nogen endelig interesserer sig for en, skal mange behov og holdninger forenes: Der skal være ro og liv. Plads og aktiviteter. Grønne åndehuller og store arrangementer. Man skal kunne sidde helt uforstyrret med sin kaffe og samtidig mærke byens puls i koppen. Helst uden at nogen larmer, men gerne med udsigt til noget spændende, andre foretager sig.
Engang var Vesterbro Torv fuldt af mennesker. Og dyr. Det var en mudret plads, hvor der blev handlet med kreaturer. Det var næppe nogen stor æstetisk oplevelse, men man var i det mindste ikke i tvivl om, hvad pladsen skulle bruges til. Torvene var engang steder, hvor der skete noget, fordi folk havde noget at komme efter. Man handlede, mødtes, skændtes og udvekslede sladder. I dag forsøger vi med opholdszoner og planlagte aktiviteter at genskabe det leben, der engang opstod af sig selv.
Det gælder ikke mindst Bispetorv. Diskussionen om pladsen ved domkirken og Aarhus Teater har stået på i mere end hundrede år, og diskussionen er i sig selv blevet en del af den aarhusianske kulturarv. Allerede i 1915 ville Jydsk Andels-Foderstofforretning opføre et hovedsæde på pladsen. Det var byens borgerskab så meget imod, at planerne måtte opgives. I 1921 fik torvet nogenlunde den udformning, vi kender i dag.
Nu skal der ske noget nyt. Teknik og Miljø samt Kultur og Borgerservice er gået sammen om et flerårigt eksperiment, der skal gøre kommunen og alle andre klogere på, hvad folk egentlig vil med det torv. Det er i sig selv et nybrud at prøve nogle ideer af, før man laver store forandringer, som man forventer, at aarhusianerne tager til sig.
Første forsøg har fået navnet ”Børnenes by i Granskoven” med legeplads, kunstneriske småhuse, stemningslys, bålfade og grantræer. Og forhåbentlig også mennesker, der kan bidrage til livet på torvet og i resten af byen.
Det er bestemt ikke nogen dårlig ambition omsider at få taget nogle velovervejede beslutninger om, hvad Bispetorv skal bruges til i fremtiden. Der er forskel på at skabe plads til liv og på at bestemme, hvordan det skal leves.
Kommunen kan plante træerne, lægge stenene og stille bænke op. Men den kan ikke vedtage, at nogen skal få lyst til at blive hængende og bruge de nye muligheder. Det må overlades til aarhusianerne.