Fortsæt til indhold

Efter voldsom brand – togtrafikken fortsat ramt af forsinkelser

Der er ingen tidshorisont for, hvornår togtrafikken vender tilbage i normal drift.

Samfund

Rejser man med InterCityLyntog kan man forvente forsinkelser, da togene på en del af strækningen skal køre med lavere hastighed.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

Grunden til disse forsinkelser er, at der fredag 9. oktober udbrød en voldsom brand i en teknikhytte ved Aarup Station. Det har skabt signalfejl mellem Middelfart og Odense.

En teknikhytte er placeret langs jernbanen. Foto: Banedanmark

Teknikhytten, der indeholder elektronik og udstyr til jernbanens signalsystem, er helt udbrændt.

Avisen har spurgt Banedanmark, om der er nogen tidshorisont for, hvornår togtrafikken igen vil være tilbage i normal drift.

I et skriftligt svar oplyser Banedanmark, at de fortsat er i gang med at få overblik over de omfattende skader efter branden og kigger på muligheder for at genoprette installationerne.

»For nuværende har vi ikke nogen prognose for, hvornår trafikafviklingen vil være normal igen. Togtrafikken hen over Vestfyn kører med forsinkelser og enkelte aflysninger. I forhold til den aktuelle trafikinformation henviser vi til DSB,« skriver Banedanmark.

Det er uvist, hvorfor branden opstod.

Se video: