Josephine nægter at give op og lever i håbet
Hunden Manfred, som løb væk lørdag fra Djurs Sommerlands parkeringsplads, er fortsat ikke dukket op trods massiv eftersøgning onsdag i området ved forlystelsesparken.
Eftersøgningen efter hunden Manfred fortsætter onsdag med uformindsket kraft, fortæller ejeren Josephine Sønderskov Hansen.
Manfred forsvandt fra sin passer lørdag aften på Djurs Sommerlands parkeringsplads, da fyrværkeriet begyndte i forlystelsesparken.
»Min mor og jeg har været herude ved Djurs Sommerland siden kl. 6 i morges for at lægge spor i håb om, at det kunne hjælpe Manfred til at komme frem, hvis han er i området,« siger Josephine Sønderskov Hansen.
Klokken ni fik de hjælp af cirka 20 mennesker fra Jylland og Fyn, som hjalp med at finkæmme området.
»Det var virkelig et flot fremmøde, og alle brugte tiden på at gennemgå diverse krat for at sikre, at Manfred ikke lå et sted og sad fast, fordi hans snor havde fået fat i noget, som han ikke selv kunne komme væk fra,« forklarer Manfreds ejer.
Eftersøgningen har endnu ikke givet resultat, men det får ikke Josephine Sønderskov Hansen og hendes nærmeste til at give op.
»Vi fortsætter eftersøgningen. Min mor og jeg bliver herude i nat for at se, om Manfred måske finder de spor, som vi har lagt ud. Vi forsøger alt.«
Manfreds familie på besøg
Manfreds familie, far og mor, brødre, søstre og halvsøskende, har også været hernede for at se, om det kunne lokke Manfred frem.
»Jeg fik Manfred som hvalp, og nu er han tre,« siger en tydeligt berørt Josephine Sønderskov Hansen, som bor og arbejder i Silkeborg.
Hun var ikke selv med i Djurs Sommerland lørdag aften, men hun understreger, at hun ikke bebrejder nogen, at Manfred løb væk.
»Det gør jeg bestemt ikke. Det skete helt uforudset i løbet af 10-30 sekunder.«
»Jeg bebrejder kun mig selv, fordi Manfred muligvis var kommet tilbage, hvis jeg selv havde været med. Men det var jeg af gode grunde ikke.«
Schweisshunde er ikke en mulighed
Josephine Sønderskov Hansen har forhørt sig om, hvorvidt en schweisshund kan hjælpe, men den mulighed foreligger ikke.
En schweisshund er en specialtrænet jagthund, der bruges til at opspore såret eller påkørt vildt.
»Schweisshunde er trænet i at finde dyr, der er blevet såret, og hvor der er blod involveret,« siger Josephine Sønderskov Hansen.
Hun talte det meste af natten med en hundeejer, der måske kunne hjælpe, men også han var nødt til at melde pas, fordi han ikke vurderede, at hans hund kunne få færten af Manfred i området omkring Djurs Sommerland, fordi så mange mennesker i forvejen havde finkæmmet området.
Josephine Sønderskov Hansen lever fortsat i håbet og vil løbende opdatere om, hvad der sker, og hvad planerne for eftersøgningen er de kommende dage.
Hun kan fortsat træffes på telefon 2757 7680, hvis nogen kan hjælpe med oplysninger om Manfred.
læser
lige nu