Aarhus-firma får bøde på 400.000 kroner for falske produkttests og skjult reklame
Obsidian Media ApS har accepteret en bøde på 400.000 kroner for vildledende markedsføring og skjult reklame på en række hjemmesider, der gav indtryk af at bringe uvildige produkttests.
Aarhus-virksomheden stod bag hjemmesiderne forbrugsguiden.dk, forbruger-test.dk, senge-testeren.dk, bomagasinet.dk og bedste10.dk, hvor produkter blev anmeldt og vurderet.
Men Obsidian Media havde aldrig selv testet produkterne. Anmeldelserne byggede i stedet på eksterne tests, anmeldelser og produktoplysninger.
Samtidig fremgik det ikke tydeligt, at virksomheden tjente penge på at sende besøgende videre til andre virksomheders hjemmesider gennem reklamelinks, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Annonce
Ifølge Forbrugerombudsmanden fremstod hjemmesiderne som uvildig forbrugerinformation, selvom formålet var at tjene penge på reklameaftaler.
Obsidian Media blev politianmeldt i sommeren 2025 og har siden erkendt at have overtrådt markedsføringsloven.
»Det er en grov overtrædelse af markedsføringsloven, at Obsidian Media har camoufleret sin kommercielle hensigt og sløret, at de aldrig har foretaget nogen egentlige tests af de anbefalede produkter. Forbrugerne skal naturligvis kunne stole på, at det, der fremstår som en uvildig test, også er det,« siger Forbrugerombudsmand Torben Jensen
Obsidian Media har oplyst, at hjemmesiderne blev solgt i september 2025, og at virksomheden derfor ikke længere ejer dem.