Det er svært at være fremtidsfuldmægtig, når nutiden går ned

Medarbejderen bag det store skrivebord var tydeligt irriteret på it-systemet.

Vi sad på den anden side, på de stole, vi nøje var instrueret i at sidde på. Så langt var besøget forløbet uden alvorlige regelbrud, selv om man følte sig skyldig i lidt af hvert.

Notaren skulle overbevises om, at vi i tilstrækkelig grad var ved vores fulde fem til at skrive under på en fremtidsfuldmagt. Det var heldigvis ikke vores opgave at foretage den samme vurdering af ham, for han var tilsyneladende ved at miste besindelsen.

»Det er det værste, der findes,« fnyste han og hentydede vistnok til EDB-anlægget, og ikke det, at vi var mødt op. Selv om man godt kunne komme i tvivl.

Optrinet blev kulminationen på et i forvejen tidsforladt besøg i Hack Kampmanns smukke bygning fra 1902. ”Smykkeskrinet” ligger i bunden af Vester Allé og var engang erhvervsarkiv.

Bortset fra sikkerhedskontrollen, der slår enhver indrejseoplevelse til USA, lader det til, at tiden har stået stille. I den tidligere læsesal, der nu er indrettet til venteområde, hænger lysekroner med store guldsmede i spin fra kæmpeedderkopper, der sidder i loftets lysninger og holder øje med, at ingen regler bliver brudt. I montrer er der udstillet sagsakter fra spektakulære retssager, hvor dyr eller robotter har været centrum for stridighederne.

Bygningen har overlevet to verdenskrige og adskillige forvaltningsreformer. Men kunne den mon bære dagens it-problemer? Kunne notaren?

Hvad hverken han eller vi vidste, var, at vi tilsyneladende var fanget i en afledt konsekvens af et it-angreb med unaturlig interesse for det digitale tinglysningssystem. 17,2 millioner opslag var mere, end systemet og vist også notaren kunne klare. Men vi fik trods alt et klistermærke og et stempel i papirerne. Selv om man ikke kan tale om nogen videre opmuntrende oplevelse, var der midt i en tid, hvor centrale systemer hackes, lægges ned og vores sikkerhed kompromitteres, noget sært trygt ved lyden af stemplets hårde møde med dokumenterne.

Krisestyrings- og sikkerhedsekspert Rasmus Dahlberg har i denne uge med henvisning til blandt andet den såkaldte ”cyberhændelse” ved byggeriet af Femern-forbindelsen og en episode, hvor tonsvis af mad måtte smides ud, da kølediskene i franske supermarkeder pludselig gik i generalstrejke, argumenteret for, at vi måske skulle overveje at frakoble noget af alt det, vi i ren teknologibegejstring har forbundet til internettet.

Måske er vi kommet til at forveksle fremskridt med forestillingen om, at alt nødvendigvis skal forbindes med hinanden eller gøres smart, bare fordi det kan lade sig gøre. Som ovnen, der påstår at kunne genkende en lasagne og finde ud af at varme den. Forudsat, at der er forbindelse til internettet.

Når en eller anden beslutter sig for at genere det danske tinglysningssystem (og medarbejderen i skifteretten) med 17,2 millioner opslag, kan konsekvensen altså mærkes helt inde i en smuk, gammel bygning i Aarhus, der ellers har stået model til lidt af hvert.

Computere går ned indimellem. Men vi har efterhånden indrettet os sådan, at resten af samfundet går ned med den. Og så hjælper hverken myndighed, uddannelse eller et stort skrivebord. Men heldigvis kan man godkende det hele med et selvoptrækkende gummistempel, som har rødder i 1800-tallet.

Vi forlod de meget faste rammer i Smykkeskrinet med en fremtidsfuldmagt og en vis tillid til fortiden.