Fortsæt til indhold

Genbrugsbutik mangler hænder: Nu håber de på hjælp fra lokale

Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik på Adelgade i Skanderborg mangler akut frivillige, som vil hjælpe med at holde butikken kørende.

Samfund

Der er brug for flere frivillige i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Skanderborg. Butikken mangler hænder til de daglige opgaver, så den fortsat kan holde åbent og tage godt imod kunderne.

Opgaverne spænder fra kundebetjening ved kassen til sortering, prismærkning og opfyldning af varer. Der er også plads til frivillige, som har lyst til at arbejde med dekoration og indretning.

Erfaring er ikke et krav. Det vigtigste er lysten til at hjælpe og indgå i butikkens fællesskab. Hvor meget tid den enkelte kan bidrage med, aftales i fællesskab.

Som frivillig er man samtidig med til at støtte Folkekirkens Nødhjælps arbejde for mennesker i nød verden over.

Butikken håber, at flere lokale vil melde sig og være med til at sikre, at genbrugsbutikken fortsat kan være en aktiv del af byen. Interesserede kan kigge ind i butikken på Adelgade 66 og høre mere om mulighederne for at give en hånd med.

Se video: