Se tallene: Så mange hjerteløbere er der i din kommune
Antallet af hjerteløbere stiger, og det har allerede forbedret responstiden markant.
I tre ud af fire tilfælde er hjerteløbere fremme ved hjertestoppet inden for fem minutter, efter de har modtaget alarmen.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Fortsætter den positive udvikling i antallet af hjerteløbere, er der god grund til at tro, at tallet kan nærme sig 4 ud af 4 tilfælde. Det er imponerende og siger meget om hjerteløbernes store engagement,« står der i pressemeddelelsen.
»I dag er vi mere end 61.000 hjerteløbere fordelt over landet, som er klar til at træde til dag og nat. Det er meget positivt. Men genoplivning er en hård kamp mod tiden, og for at redde endnu flere liv, end vi allerede gør, kræves det, at hjælpen kommer endnu hurtigere frem i endnu flere tilfælde. En kort responstid er altafgørende for personens chancer for at overleve,« siger Victor Kjærulf, der er læge og forsker i Region Hovedstadens Akutberedskab, i pressemeddelelsen.
Danmark er blevet en nation af førstehjælpere, og mange tusinde stiller sig hver dag via Hjerteløberordningen eller andre frivillige ordninger til rådighed for at gøre en forskel, når et andet og ofte fremmed menneske får brug for hjælp. Det er unikt og en helt særlig kultur, står der i pressemeddelelsen.
»Der er dog stadig en del tilfælde, hvor responstiden er markant længere, og i de tilfælde ser jeg et stort potentiale for at gøre en større forskel. Målet er klart: vi skal have flere personer stødt med en hjertestarter inden for få minutter. For at opnå det skal vi bruge flere hjerteløbere til at bringe hjertestarterne ud og give stød. Drømmescenariet er, at alle på et tidspunkt har en nabo, der er hjerteløber. Og hvorfor skulle vi ikke kunne nå det?« siger Victor Kjærulf.
læser
lige nu