Fortsæt til indhold

Første lejlighed i Guldhuset er sat til salg

Nu er muligt at blive ejer af en lejlighed i den markante, gyldne bygning på Vesterbro Torv.

Samfund
ceb

Det er svært at overse Guldhuset, når man bevæger sig gennem Aarhus. Den gyldne bygning ligger på hjørnet af Vesterbro Torv og Vester Allé, hvor den med sin skinnende facade og organiske former skiller sig ud fra de omkringliggende bygninger.

Og nu bliver det muligt at købe en af lejlighederne i det karakteristiske byggeri.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Koncenton sælger boligerne på vegne af sine investorer, som ejer bygningen.

Den første lejlighed er nu udbudt til salg, mens endnu en lejlighed kommer på markedet i december. Herefter vil flere lejligheder løbende blive sat til salg, i takt med at de nuværende lejemål udløber.

Den første lejlighed er udbudt til 3,9 millioner kroner.

Guldhuset ligger på hjørnet af Vesterbro Torv og Vester Allé. Pressefoto

Et markant byggeri i Aarhus

Guldhuset er tegnet af JDS Architects og udviklet og opført af Tækker Group. Byggeriet rummer 32 boliger fordelt på seks etager.

Bygningen er blevet et markant indslag i bybilledet, ikke mindst på grund af den gyldne facade, der består af aluplader og ændrer karakter alt efter lyset. De buede altaner og bygningens organiske former giver samtidig huset et skulpturelt udtryk.

»Guldhuset er en af vores mere opsigtsvækkende ejendomme. Den skiller sig ud fra mange af de ejendomme, vi arbejder med, fordi arkitekturen er så markant. Det er en bygning, man lægger mærke til, når man kommer gennem Aarhus, og som efterhånden er blevet en del af bybilledet omkring Vesterbro Torv. Vi har haft ejendommen i vores portefølje siden opførelsen, og nu er tiden kommet til at sælge boligerne videre,« siger Jacob Kring fra Koncenton i pressemeddelelsen.

Guldhuset har tidligere modtaget anerkendelse for sin arkitektur. I forbindelse med Aarhus Kommunes præmiering af nybyggeri blev bygningen fremhævet for blandt andet sin markante placering ved Vesterbro Torv, den gyldne facade og evnen til at spille sammen med de omkringliggende bygninger.

Se video: