Farvel Erik og tak for kursen og kompasset

Erik Bjørn Olsen: 19. august 1945 - 14. oktober 2026

Erik Bjørn Olsen, 81, bofællesskabet Vindharpen i Grenaa, sluttede et aktivt liv på Djursland 14. oktober. Sammen med nærmeste familie efter kort tids sygdom. Erik har været ”med om bord” i mange af de strømninger, der har sat sit præg på Djursland. Og ikke bare om bord, men aktiv ved kompas og ror og retning.

Fynboen kom til Djursland som dansklærer på Grenaa Gymnasium fra 1969, parallelt med at han afsluttede danskstudiet på Århus Universitet, og sammen med en universitetskollega lagde kimen til forlaget GMT.

Hurtigt bosatte han og familien sig i Grenaa, i de tidlige år som lærer på skolens kostafdeling. Senere dannede han par med kollegaen Kirsten Bech Hansen.

Parret flyttede i kollektiv på Meilgård Gods en årrække og boede i de senere år ved Karlby Strand. Fra Meilgård valgte Erik andre veje og mindre slagne veje end lærerjobbet med forlag, kursusvirksomhed og var i nogle år med til at drive en nyskabende Hav- og Kystskole på Bønnerup Havn til uddannelse af naturguider m.m. En uddannelse, som ikke fik sin fortjente plads på Djurslands uddannelseskort.

Erik var draget af havet, og han var med i de fleste af de lokale kampe, der i årevis er kæmpet for et bedre havmiljø. Sammen med fiskerne Knud Andersen og Kurt Christensen og biolog Jan Gruwier Larsen gik han med i kredsen omkring miljøkutteren Anton i Bønnerup. Han var skipper, aktivist og analytiker, da fiskekutteren Anton riggede om og skiftede net og tejn ud og blev miljøaktionsskib.

De og mange andre dannede Landsforeningen Levende Hav, der med seriøse analyser og iøjnefaldende aktioner – ofte fra kutter Anton – har bidraget til endelig at få havets elendige tilstand højt på dagsordenen.

Parret og andre fra Meilgård-kollektivet var en aktiv del af Nørredjurslisten i den daværende Nørre Djurs Kommune. En rød-grøn tværpolitisk liste, der i en årrække samlede højst forskellige mennesker. Mange var græsrodsaktive tilflyttere, nogle fra Nørredjurs-kollektiverne, mens andre var fra mere traditionelle miljøer. Den lykkedes ofte at åbne og påvirke det traditionelle Venstre-styre i Nørre Djurs. Begge blev aktive i SF-Norddjurs, da Nørredjurs fusionerede med 2 ½ andre kommuner til Norddjurs Kommune.

Erik havde et temperament, der kunne slå gnister. Måske derfor har han sjældent stillet sig i front, men har i stedet været en vigtig del af baglandet, hvor han var. Han besad også en vedvarende gnist, der drev et varigt engagement.

Selv om Erik ikke fråsede med snak om privatlivet, så var familiekontakten på Samsø, begejstringen for fodboldturisme i England med søn og bonussøn (hvis bopæl i London hjalp på klimaregnskabet!) og glæden over yngstesønnens første barn ikke til at tage fejl af.

Selv har jeg været kollega med Erik på Grenaa Gymnasium og værdsat samarbejdet med ham i flere sammenhænge, senest i Kolindsunds Venner.

Da Kolindsund-søvisionen slog igennem på den landspolitiske dagsorden, sagde han optimistisk: ”Så kan vi nå at opleve søen selv”.

Det gjorde han så ikke, men han nåede og gjorde meget.