Han skrev over tusind videnskabelige artikler. Én blev hans skæbne

Den 14. oktober 2026 døde Anders Pape Møller efter følgevirkningerne af en mangeårig Parkinson-sygdom. Hans indsats som biologisk forsker, især inden for ornitologien, har efterladt sådanne aftryk, at det må være berettiget her at udnævne ham til en af denne generations største biologiske forskere.

Men også til en af de mest kontroversielle personer i den biologiske verden i dag.

Anders blev født den 26. december 1953 i Kraghede, Nørre Sundby, i Nordjylland, hvor faderen var landmand. Hans barndom var problematisk, da hans far ville have ham til at overtage gården, hvilket ikke huede sønnen. I 1978 lykkedes det endelig for ham at få en uddannelse som bibliotekar.

Allerede i en tidlig alder begyndte Anders at interessere sig for fugle, hvilket i 1978 førte til udgivelsen af Nordjyllands Fugle med Anders som redaktør og i 1981 en meget grundig bibliografi over dansk fuglelitteratur. Snart blev han desuden en flittig skribent i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift, hvor alene hans artikler om sandternens ynglebiologi var enestående.

Dette førte til, at Anders på Aarhus Universitet fortsatte sin uddannelse, nu som biolog. Efter endt studium som cand.scient. i 1986 blev han ansat i Uppsala, hvorefter han havde diverse ansættelser, før han i 1994 blev ansat som professor ved Zoologisk Institut ved Københavns Universitet.

Anders var fra starten af sin karriere meget produktiv. Hvor de fleste biologiske forskere i gennemsnit skrev tre artikler om året, så blev Anders’ gennemsnit for alle hans 46 produktive år 22 om året. Det siger sig selv, at dette kunne medføre problemer. I 2003 sprang bomben.

Anders havde fået udgivet en artikel om asymmetri i stenegens blade i tidsskriftet Oikos. Symmetri havde allerede længe haft hans store interesse, idet han mente, det er naturens værdimåler. Artiklen blev beskyldt for at være manipuleret, hvilket førte til stor international omtale og foranledigede en dansk undersøgelse, hvor Anders blev kendt skyldig i videnskabelig uredelighed. Det er for en forsker værre end at blive anklaget for mord.

Anders havde i mellemtiden efter knapt to år opsagt sin stilling i København og blev i 1996 ansat i Paris ved det berømte universitet Pierre et Marie Curie. Her genoptog man naturligvis sagen og nåede hurtigt frem til en pure frifindelse. Men Anders fortalte dog få år senere i Kristeligt Dagblad, at det var en straf på livstid, han havde fået i Danmark.

Landsvalen blev Anders’ kærlighed. I alt skrev han i 46 år over 100 artikler om denne art og allerede i 1985 en ph.d. om den samme. Alle studier var foretaget i Nordjylland, og det blev et af de længstvarende studier af en enkelt fugleart på verdensplan. Han foretog også i en lang årrække årlige ture til Tjernobyl for at indfange fugle og undersøge deres genetiske forandringer efter den radioaktive katastrofe.

Da en lufthavn skulle anlægges i landsvalens overvintringsområde, blev han som rådgiver kaldt til Sydafrika og ligeledes efter kernekraftulykken i Fukushima i Japan.

Anders var en aktiv feltornitolog. Mange af hans ideer til studier stammede fra iagttagelser, han selv gjorde i felten, f.eks. fuglenes flugtafstand til mennesker i by og land og gråspurvehannens manipulering med sin sorte hagesmæk for at gøre den større og derved tiltrække sig opmærksomheden hos en hun.

Anders skrev ikke blot om fugle, han var også meget alsidig inden for andre biologiske områder; f.eks. skrev han 49 bøger og artikler om asymmetri, alt fra antilopernes asymmetri i hornene til asymmetri i kvinders bryster.

Hans fabelagtige evne til at skrive videnskabelige artikler førte til, at Anders i tre år i træk i tre måneders perioder hvert år blev inviteret til Kina, hvor han holdt forelæsninger for kinesiske studerende om, hvordan man skriver videnskabelige artikler. Desværre nåede han ikke at få dette sammenfattet i en lærebog.

Anders oplevede mange ubehagelige hændelser på grund af anklagen mod ham for fusk, som imidlertid blot virkede som en spore på hans forskning. Jeg er i besiddelse af Anders’ curriculum vitae fra før april 2018, hvori bl.a. kan læses, at han har været bestyrelsesmedlem for 16 tidsskrifter, har holdt 151 seminarer i 24 forskellige lande, har været med til at arrangere kongresser i ni komiteer, været indbudt taler ved 101 forskellige konferencer og mellem 1975 og 2015 modtaget 39 millioner kroner i støtte til sine utallige projekter.

Hos Google Scholar Citation fremgår det desuden, at Anders nåede at få 1.034 artikler publiceret, alle i tidsskrifter med peer review, og disse er siden af andre forskere blevet citeret 126.656 gange. Ikke overgået af mere end én anden videnskabsmand. En bedre rehabilitering kan man næppe finde, for hvilken forsker vil citere en svindler?

Jeg kan desuden bevidne hans store produktivitet. Forklaringen herpå lå i Anders’ virtuositet på en computer, hans enorme kendskab til diverse statistiske hjælpemidler, alle hans medforfattere og hans hukommelse, der ledte tanken hen på en mildere form for autisme, og endelig hans kombinationsevne til at se sammenhænge, der for almindelige dødelige er skjulte.

Anders’ senere aktive år tilbragte han hos Laboratoire d`Ecologie Systématique Evolution, ligeledes et berømt universitet i Paris. Han forblev dog livet igennem dansk statsborger.

Han donerede sin 50-hyldemeter store fuglebogsamling til Biologisk Forening for Nordjylland, opbevaret i Tved Gl. Skole, og flyttede tilbage til Aarhus i sine sidste år.

Jeg har kendt Anders i 41 år, både som en nær ven og samarbejdspartner til 49 videnskabelige artikler, og mage til beskedent menneske skal man lede længe efter. Han var et fint menneske, der aldrig sagde noget ondt om sine medmennesker, og hans nærværelse var altid meget inspirerende.

Med mit indgående kendskab til Anders som person er det derfor komplet umuligt for mig at forestille mig, at han – på et tidspunkt, hvor han sågar allerede var en stor international berømthed – skulle have fusket med et arbejde.

Anders Pape Møller efterlader sig sin hustru, Jacque Skykoff, og tre børn, Louise, Piere og Anna.