Dengang aarhusianerne begyndte at drikke åvand fra hanen

Klima er et tema, der vedvarende fylder i vores hverdag og i den politiske debat.

Aarhus Stadsarkiv sætter i en ny artikelserie fokus på klimaet. Hvis man tager de historiske briller på og ser på forholdet mellem natur, miljø og mennesker, er vores nuværende klimadebat et forholdsvis nyt fænomen.

I artikelserien ser Stadsarkivet nærmere på, hvordan aarhusianere rent historisk har levet sammen med naturen – på godt og ondt. I denne artikel skruer vi tiden tilbage til dengang aarhusianerne begyndte at drikke åvand fra hanen.

Hellere øl end vand

I de gode gamle dage fik aarhusianerne primært deres vand fra brønde placeret rundt omkring i byen, ligesom der tidligere også blev hentet vand direkte fra åen. De gode gamle dage var dog ofte knap så gode, da vandet fra byens brønde var af meget svingende kvalitet. Affald fra både mennesker og dyr sivede ofte ned i brøndene, og det var forbundet med en sundhedsrisiko at drikke vandet direkte fra brøndene. Af samme grund var øl tidligere den primære kilde til væskeindtag, da vandet under ølbrygningen blev kogt. Der var dog tale om en temmelig ”tynd” øl set med nutidens øjne, og selv børn drak øl.

Ved den store koleraepidemi i 1853, der kostede over 4.700 mennesker livet i hovedstaden og omkring 2.000 i landets andre købstæder, gik Odense helt fri.

Mange tilskrev byens helt nye vandværk æren. Odense var da også den første by i Danmark til at etablere et vandværk, og over de følgende år fulgte andre byer som København, Aalborg og Vejle.

Aarhus haltede dog efter, og aarhusianerne måtte stadig tage til takke med at hente deres vand i byens brønde eller i åen. Efterhånden som byen voksede, blev dette mere og mere problematisk. Behovet for vand steg, men det samme gjorde forureningen, og smitterisikoen blandt de mange tætboende mennesker.

Møller Weis ”ejede” åvandet

I oktober 1865 blev der endelig nedsat en komité af Aarhus Kommunalbestyrelse med det formål ”at undersøge hvorvidt og med hvilke bekostninger en vandforsyning for Aarhus Købstad vilde kunne tilvejebringes”.

Mindre end to år senere forelå den første plan med et overslag udarbejdet af ingeniørerne English & Hansen på et anlæg, der skulle indtage vand fra Aarhus Å vest for Bryggeriet Ceres og derefter pumpe vandet videre til filtre anbragt på et afmålt terræn ved landevejene mod Viborg og Silkeborg. Vandværket skulle dermed placeres uden for byen og, mere vigtigt, op ad strømmen, så vandet fra åen kunne tages, inden det nåede byen.

Det var ikke uden omkostninger, at et nyt vandværk skulle opføres. Det blev derfor anslået, at anlægsudgiften ville beløbe sig til mere end 140.000 rigsdalere. Desuden blev det vurderet, at der skulle afsættes en tillægsudgift på 25.000 rigsdalere til mølleejer Weis for retten til at tage vand fra Aarhus Å, da han havde et kongeligt privilegium på retten til åens vand.

Efterfølgende fulgte et par år, hvor man ikke kunne blive enige om English & Hansens forslag, og alternative løsninger og placeringer blev diskuteret. I 1870 blev man dog enige om at holde sig til det oprindelige forslag fra English & Hansen om en placering ved Aarhus Å lige vest for byen. Der blev nu udarbejdet et nyt prisoverslag, og omkostningerne blev anslået til omkring 146.000 rigsdalere, og mølleejer Weis fik en engangsbetaling på 14.800 rigsdalere.

Åvand i hanen

Efter udbudt licitation på det nye vandværk underskrev A.E. Andersen, E. Meisner, K. Nielsen samt Hassel & Teudt den 18. juli 1871 anlægskontrakten og forpligtede sig til at have færdigopført det nye vandværk til den 1. juli 1872. Fra Leeds i England købte man hos Kitson & Co. to dampmaskiner med tilhørende to dampkedler og fire vandpumper. Det lykkedes dog ikke entreprenørerne at have anlægget køreklar den 1. juli 1872. I stedet blev vandværket taget i brug knapt et halvt år senere, den 8. december 1872.

Aarhus fik således sit første vandværk i december 1872, og ved enhver ejendom, der lå ved en hovedledning, påtog kommunen sig at føre et ledningsrør til bygningens forside. Den første vandhane i ejendommen blev anbragt mod betaling af en årlig afgift fastsat ud fra ejendommens assurancesum, og for hver yderligere hane lød den årlige afgift på to rigsdalere.

Det må have været lidt af et vidunder for aarhusianerne at være vidne til. I stedet for at hente vand i træ- og stenbrønde rundt om i byen kunne aarhusianerne nu blot dreje på en hane i deres eget hjem. Og vandværket var da også spækket med tidens nyeste og mest moderne dampkedler og -maskiner, filtre, pumper, bundfældningsbassiner og højdebeholdere. Til at varetage vandværkets interesser blev havne- og stadsingeniør Poul Obel udnævnt til vandinspektør, mens kobbersmed Hans Christian Birnbaum blev ansat som maskinmester.

Vandkvaliteten fra vandværket var langt bedre, end den havde været ved de tidligere bybrønde. På trods af dette ville vandkvaliteten dog langt fra kunne leve op til vor tids standarder, og det hændte da også, at der indimellem smuttede en lille ål, regnorm eller igle ud, når man tændte vandhanen. Ligeledes var det ikke til at få koldt vand ud af hanen om sommeren, da vandet havde åvandets temperatur.

Badning i drikkevandet

Selv med en kompetent bemanding, det nyeste maskineri og de avancerede metoder til rensning af vand oplevede Aarhus i midten af 1870’erne alligevel to mærkbare tyfusepidemier. Rensning af vandet i vandværket blev derfor yderligere forbedret med tilføjelse af et fjerde filter i 1878.

Ikke overraskende begyndte aarhusianere nu at gå op i kvaliteten af åvandet, der pludselig også var blevet deres drikkevand. Den forringede vandkvalitet skyldtes ikke åens fauna, men menneskelig forurening.

Den 11. juli 1895 kunne der læses følgende i Aarhus Stiftstidende: ”Maa der bades i Aaen? spørger en Læser i et Brev til os. Med lige saa megen Harme som vistnok med Berettigelse anker han over, at Aaen ovenfor Vandværket hver Aften benyttes som alm. Badested af Voxne saavelsom Børn. Det er ikke appetitligt, og det er ikke morsomt, pludselig at se sig midt i en Flok badende Medmennesker, der maaske nok bliver renere, men, efter hvad vor Hjemmelsmand meddeler, ikke særlig høviske af et Bad i det Vand, vi drikker”.

På trods af sådanne klager var badning i åen et af vandkvalitetens mindste problemer.

Selvom åens værste forurening fandt sted inde i byen og dermed nede ad strømmen, hvor spildevand fra fabrikker og husholdninger, blev ledt direkte ud i åen, blev vandværket også berørt. Der var blandt andet møddinger med latringødninger på den nordlige side af åen, og i dagene op til julen i 1873 kom der saltvand ind i værket, da havvand ved højvande var blevet bragt helt op til vandværket. Dette blev først løst med opførelsen af en ny slusebro ved Vester Allé i 1894, hvorved der blev lukket af for havvandets indtrængen.

Aarhus Å vedblev med at være den primære ressource for vandforsyningen i byen helt indtil 1902, hvorefter vandindtagningen blev pumpet op fra artesiske boringer i Stavtrup og Viby.