Fortsæt til indhold

218 midtjyder sendt til lægen: Kan være tegn på KOL

218 borgere i Region Midtjylland blev opfordret til at kontakte deres egen læge, efter at de havde fået undersøgt deres lungefunktion i forbindelse med Lungeforeningens årlige Lungedag. Undersøgelserne viste tegn på mulig lungesygdom.

Samfund

I alt 1.268 borgere i Region Midtjylland benyttede sig af muligheden for at få undersøgt deres lunger gratis på Lungeforeningens årlige Lungedag.

Hos 218 af dem, svarende til godt 17 procent, viste undersøgelsen tegn på nedsat lungefunktion. De blev derfor opfordret til at kontakte deres egen læge for at blive undersøgt nærmere for lungesygdommen KOL.

Resultatet betyder ikke nødvendigvis, at de 218 personer har sygdommen. En egentlig diagnose kræver yderligere undersøgelser, skriver Lungeforeningen i en pressemeddelelse.

Ifølge Lungeforeningens beregninger kan der være omkring 52.750 borgere i Region Midtjylland, som har KOL uden at have fået stillet diagnosen.

Det er problematisk, fordi en tidlig diagnose kan have stor betydning for sygdommens videre forløb.

Lungeforeningen peger især på tre symptomer, som man bør være opmærksom på: Åndenød, hvæsende vejrtrækning og hoste med slim.

»Alt for mange reagerer ikke, selv når de oplever tydelige tegn på lungesygdom. Derfor arbejder vi løbende på at øge kendskabet til de tre tegn på KOL. Oplever man åndenød, hvæsende vejrtrækning eller hoste med slim, bør man blive testet,« siger Ann Leistiko, direktør i Lungeforeningen.

Undersøgelserne på Lungedagen blev foretaget med et såkaldt spirometer, hvor man puster i et apparat, som måler lungefunktionen.

Selvom Lungedagen er overstået, er det fortsat muligt at få foretaget undersøgelsen gratis hos sin praktiserende læge.

Se video: