Fortsæt til indhold

Regn og rotter kan øge risikoen for farlig hundesygdom

Efterårets regnvejr kan øge risikoen for, at hunde bliver smittet med den potentielt dødelige sygdom rottesyge. Smitten kan blandt andet gemme sig i vandpytter og oversvømmede områder, og derfor opfordres hundeejere til at være ekstra opmærksomme.

Samfund

Efteråret er højsæson for regn og våde hundelufteture. Men det er ikke kun mudrede poter, som hundeejere skal bekymre sig om.

Store regnmængder kan nemlig få kloakker og afløb til at løbe over, så vand, der er forurenet med urin fra smittede rotter og mus, spreder sig til områder, hvor hunde færdes.

Det kan øge risikoen for sygdommen leptospirose, der også kaldes rottesyge, advarer veterinærkoncernen AniCura.

»Rottesyge skyldes bakterier, som blandt andet udskilles gennem urin fra smittede rotter og mus. Bakterierne kan overleve i fugtige omgivelser og findes for eksempel i søer, moser og kloakker.«

»Når der falder store mængder regn, kan forurenet vand sprede sig til områder, hvor hunde færdes, og derfor bør hundeejere være ekstra opmærksomme i denne tid,« siger Hanne Friis, chefdyrlæge hos AniCura Danmark.

Sygdommen er relativt sjælden i Danmark, men kan ramme både hunde og mennesker. I alvorlige tilfælde kan den være livstruende.

Symptomer kan være svære at opdage

Ifølge chefdyrlægen kan det være vanskeligt at opdage, om en hund er blevet smittet, fordi symptomerne minder om flere andre sygdomme.

Typiske tegn er feber, opkast, diarré og usædvanlig træthed. I alvorlige tilfælde kan infektionen skade både nyrer og lever.

Derfor er det vigtigt at kontakte en dyrlæge hurtigt ved mistanke om smitte.

Undgå stillestående vand

AniCura anbefaler, at hundeejere så vidt muligt holder deres hunde væk fra oversvømmede områder og undgår, at de drikker af vandpytter og andet stillestående vand.

Også andre smittede dyr, herunder hunde, kan udskille bakterierne gennem urinen og dermed sprede smitten.

Derudover kan vaccination mindske risikoen for sygdommen.

»Det vigtigste er at forebygge, at hunden bliver smittet. Her kan en årlig vaccination være en effektiv beskyttelse, som man bør drøfte med sin dyrlæge,« siger Hanne Friis.

Se video: