Fortsæt til indhold

Kok har sagt sit gode job op for at åbne sit eget bageri

Selvlært bager springer ud som selvstændig og åbner eget bageri med selvbetjening.

Samfund

»Jeg er lidt påvirket følelsesmæssigt.«

Ordene kommer fra Sebastian Augustinov, der lige har sagt sit gode job op, selvom han rent faktisk er glad for jobbet som kok i KK Group i Hammel. I det seneste halvandet år har han været med til dagligt at bespise 250-300 mennesker i virksomhedens kantine.

Sebastian Augustinov har især beskæftiget sig med at bage kantinens brød og er i stigende grad blevet fascineret af udfordringen med at lave noget lækkert ud af vand, gær og mel.

»Det er også min fritidshobby, som jeg er meget passioneret omkring. Jeg har også tit bagt brød til vores naboer og til familier fra vores søns klasse,« fortæller den 41-årige mand, som bor i Hammel med sin kone og 7-årige søn, der går i skole på Skovvangskolen.

Lidt skræmmende

Passionen for at bage brød er med tiden blevet så stor, at han nu kaster sig ud som selvstændig bager og åbner sit eget bageri i hjembyen Hammel. Der er ingen tvivl i hans sind om beslutningen, men overgangen til at blive selvstændig kan alligevel ikke undgå at sætte tanker i gang og påvirke ham.

»Jeg ved, hvad jeg har, men jeg ved ikke, hvad jeg får, og der er en risiko. Der skal betales husleje og varer og købes dyre maskiner og inventar, som er en stor investering for mig – jeg har aldrig tidligere været selvstændig. Det er en lidt skræmmende tanke, men jeg er parat til, at det skal lykkes.«

Sebastian Augustinov har lejet sig ind i lokaler i bygningen bag Coop 365 Discount, hvor han bliver nabo til outletbutikken Dansk. Lejeaftalen har været undervejs i et stykke tid, men er først indgået nu, efter at han har fået en kommunal tilladelse i hus, så der er stadig meget, der skal laves og gå i orden, før duften af friskbagt brød kan brede sig.

Den selvlærte bager er gået i gang med at renovere lokalerne, der senest har huset en takeaway-thairestaurant. Der findes et køkken i baglokalerne, der ellers stadig er ret tomme, indtil de bliver fyldt med maskiner og ovne med videre.

Selvbetjening

Indehaveren er alene i bageriet, så kunderne skal selv betjene sig og betale for de varer, de køber. Foreløbig bliver et mindre lokale ud til vejen indrettet som butikslokale, hvor man kan forsyne sig med friskbagt brød og kager.

»Jeg vil primært lave surdejsbrød, men også italiensk brød som foccacia og ciabatta. Der kommer også kanel- og kardemommesnegle, og så øver jeg mig i at lave croissanter,« fortæller den nye bager med et smil.

Der bliver også mulighed for at nyde en bolle med smør, få en kage og en kop kaffe i lokalet, hvor man kan slå sig ned ved højborde langs vinduerne ud til vejen med udsigt til kirkegården og Coop 365.

Hvis det kommer til at gå godt for det nye bageri i Hammel, vil Sebastian Augustinov udvide med en decideret café i området bag afskærmningen, hvor han står. Foto: jr

Hvis det kommer til at gå godt, er det planen at udvide butikken med et større caféområde, hvor man også kan få en sandwich og baristakaffe.

»Der mangler en café, hvor man kan hygge sig, og jeg drømmer om at gøre det til et lille samlingssted.«

Flyttede til Danmark

Sebastian Augustinov og hans kone er fra Rumænien, hvor de boede i nærheden af Bukarest og begge arbejdede i storbyen, der er landets hovedstad. De følte sig dog ikke rigtig hjemme i den kæmpestore by, og kæresten begyndte at kigge mod udlandet og blev opmærksom på muligheden for at komme ind på kandidatuddannelsen i virksomhedskommunikation på Aarhus Universitet. De havde aldrig været i Danmark og ikke tidligere hørt om Aarhus, men tog springet, forlod hjemlandet og flyttede for 13 år siden til Jyllands hovedstad.

Sebastian Augustinov har en bachelor i international økonomi fra hjemlandet, men kunne ikke rigtig bruge sin uddannelse i Danmark, så han begyndte at tage rengøringsjob på blandt andet Nilles Kro ved Sabro og Hotel Royal i Aarhus, hvor kæresten også arbejdede ved siden af studiet, for at de kunne få økonomien til at hænge sammen. Han begyndte også at gøre rent på Hotel Sabro Kro og arbejde som natportier på hotellet, der endte med at tage ham i lære som kok.

»Man lærer ikke meget dansk ved at gøre rent, hvor man arbejder meget alene, men jeg kunne se en måde at lære dansk på ved at komme i lære som kok, og de har hjulpet mig meget på stedet, hvor jeg blev udlært.«

Føler sig hjemme

Han har som kok også været omkring Varna Palæet i Aarhus og Kaløvig Badehotel nord for Aarhus, men har, siden han blev udlært i 2019, primært arbejdet i kantiner, fordi arbejdstiderne passede bedre med tilværelsen som forælder til et lille barn. Han har således været ansat i kantinen på Systematic i Aarhus og kantinen i erhvervsparken ved Ferskvandscentret i Silkeborg, før han fik ansættelse hos KK Group i hjembyen Hammel, som familien i 2019 flyttede til fra Viby.

»Vi elsker Hammel og Danmark. Når vi besøger familien i Rumænien, føles det ikke rigtig som vores hjem. Vi føler os hjemme i Danmark, og vores søn kan ikke forstå det, når vi siger, han er fra Rumænien,« fortæller Sebastian Augustinov med et smil.

Hans kone arbejder for Lego i Billund, men vil hjælpe til i bageriet i weekenden.

»Det er min drøm, men hun støtter mig meget og er ligesom mig meget spændt.«

Rumænsk navn

Ægteparret kunne dog ikke blive helt enige om navnet på mandens bageri, som kommer til at hedde Spic Bageri. Spic betyder kornaks og har derfor en betydning i forhold til, at der er tale om et bageri, hvor hovedingrediensen er malet korn. Sebastian Augustinovs kone syntes, at bageriet skulle have et dansk navn, men han kunne godt lide det og blev bekræftet af sine danske venner i, at det lød godt og var nemt at huske og udtale, så han holdt fast i navnet.

»Det giver samtidig en lille tilknytning til mit hjemland,« forklarer den nye bager i Hammel.

Det er nogle år siden, der har været et decideret bageri i Hammel, men SuperBrugsen har for nylig lanceret, at man åbner et betjent bageriudsalg med koncernens eget brød. Sebastian Augustinov kendte ikke til SuperBrugsens nye tiltag, da han besluttede sig for at åbne et bageri i Hammel, men han mener, at der er plads til begge steder, da de er ret forskellige.

Han håber at kunne blive klar til at åbne Spic Bageri i december. På sigt drømmer han som nævnt om at udvide med en decideret café og kunne ansætte personale.

»Der er allerede flere, der har sagt, de gerne vil arbejde for mig, og jeg håber, det kommer til at ske. På den måde kan jeg også give noget tilbage til Danmark og Hammel, hvor vi er blevet taget rigtig godt imod.«