Fortsæt til indhold

Hvis krisen rammer: Disse 28 varer prioriterer nødbutikker

Nu har dagligevarekoncernen Salling Group sammensat listen over de 28 varer, der bliver prioriteret til nødlagrene i koncernens 51 nødbutikker.

Samfund
csj

Arbejdet med at etablere i alt 51 landsdækkende beredskabsbutikker er i fuld gang for Salling Group.

Butikkerne skal sikre borgerne en sikker adgang til dagligvarer og fornødenheder under en krisesituation.

»Vigtigt er det, at beredskabsbutikkerne, som tæller 17 Bilka’er, 32 føtex-varehuse samt to Netto-butikker, geares til at kunne stå imod en højere og mere intensiv efterspørgsel, såfremt flertallet af landets dagligvarebutikker må lukke,« skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

Nu har dagligevarekoncernen sammensat listen over de 28 varer, der bliver prioriteret til nødlagrene i butikkerne.

Varerne tæller alt fra kiks, kikærter og knækbrød til boller i Karry, Batterier og bleer.

Salling Group har i sin lagerprioritering taget afsæt i myndighedernes anbefalinger til, hvad man bør have i sit hjemmeberedskab. Derfor er der primært tale om varer med længere holdbarhed, konserves, hygiejneprodukter, tændstikker og batterier samt andre sanitære varer.

»Arbejdet med etableringen af vores beredskabsbutikker har højeste prioritet, og som tiden skrider frem, kan vi heldigvis sætte flueben ved flere og flere vigtige milepæle. Det kan måske synes nemt at fylde ekstra konserves og vand på vores lagre, men med mange tusinde varer på hylderne, er der en enorm og konstant rotation i varerne, som vi skal have øje for. Vi ønsker nemlig ikke, at gode varer løber på dato og må kasseres, hvilket er den største udfordring i logistik- og udvælgelsesøvelsen,« siger administrerende direktør i Salling Group, Anders Hagh, og fortsætter:

»Den bedste beredskabsløsning er, når danskerne følger myndighedernes anbefalinger og selv har et mindre lager af nødvendige varer derhjemme. Den anbefaling kan vi kun bakke op om, og derfor tilsikrer vi også, at de konkrete varer er til tilgængelige dagligt, men også vil være det under en krisesituation.«

Nødstrømsanlæg

Skulle en krise ramme en by, region eller større dele af landet vil samtlige Salling Group-butikker, der tæller over 750, gøre alt for at holde åbent i videst muligt omfang – også selvom man ikke er beredskabsbutik.

Det særlige ved beredskabsbutikkerne er nødstrømsanlæg, der skal sikre, at netop de butikker kan holde åbent i minimum 48 timer uden almindelig strømforsyning eller forbindelse til omverdenen.

Generatorerne skal blandt andet holde kølere, belysning, computersystemer og anden strømafhængig infrastruktur kørende, og i skrivende stund har snart ti butikker installeret nyt og bedre nødstrømsanlæg.

De 51 beredskabsbutikker, som skal være klar i løbet af 2027, er en del af Salling Groups samlede beredskabsplan, der skal gøre butikkerne i stand til at fungere under en regional eller landsdækkende krisesituation.

Ifølge planen skal op mod 80 procent af den danske befolkning maksimalt have 50 kilometer til en beredskabsbutik.

Man vil kunne betale offline med betalingskort – både fysisk og via telefonen. Betalingen reserveres på kundens kort og trækkes først, når forbindelsen er tilbage.