Fortsæt til indhold

Fire fyldte sportstasker blev dråben for SuperBrugsen. Nu tager butik omdiskuteret metode i brug

SuperBrugsen i Skanderborg har fået nok af tyve med store tasker og har sat et nyt skilt op i butikken. Et skilt der dog også har udløst en del debat på de sociale medier. Men ifølge Coop handler det om at sende et signal til tyvene og dæmme op for et »kraftigt stigende« problem.

Samfund

Når du i fremtiden besøger SuperBrugsen i Adelgade i Skanderborg, kan det være, du bliver bedt om at vise, hvad du har i din taske.

Det fremgår nu både af et skilt i forretningen, og det oplyser SuperBrugsen også på butikkens Facebook-side.

»Vi oplever desværre i øjeblikket ekstremt meget tyveri i butikken, og det er noget, vi tager meget alvorligt.«

»Derfor vil der i den kommende periode være øget fokus på større tasker, der medbringes i butikken. Vi håber på jeres forståelse for, at vi er nødt til at være ekstra opmærksomme for at passe på vores butik og vores varer,« skriver butikken.

Helt konkret har der været fire dage i streg, hvor tyve har været forbi butikken på den centrale hovedgade i Skanderborg og fyldt en sportstaske med ubetalte varer og forladt forretningen, hvilket nu har været dråben.

Det fortæller Jacob Herbst Lassen, der er pressechef i Coop, som ejer og driver landets SuperBrugsen-forretninger.

»Skiltene bunder jo i, at vores kollegaer i butikken har nået en form for magtesløshed. Der bliver simpelthen stjålet så mange varer, og det er hver evig eneste dag, og det er et problem, som er kraftigt stigende,« siger han.

Nye tal fra Crimestat, som er detailbranchens digitale kriminalitetsdatabase, har for nylig også vist, at der blev registreret 9.877 butikstyverier i hele landet i den første halvdel af året. Og det er en ny kedelig rekord og syv procent flere end i samme periode sidste år.

Generelt har butikstyverierne også været stigende de seneste par år, og det er også i lyset af den udvikling, at det nye tiltag i den lokale SuperBrugsen skal ses.

»Og man har gjort rigtig meget. Vi har opsat alarmer, hyret butiksdetektiver, vi har lavet kødsikringsbokse og rykket udsatte varer om bag kassen. Vi har virkelig forsøgt at sikre vores varer rigtig mange steder, men tyverierne fortsætter. Så det, man har gjort nu, er, at man har lavet det her skilt, hvor man nu gør kunderne opmærksomme på, at de kan blive spurgt, hvad de har i tasken,« siger Jacob Herbst Lassen.

Meget delte meninger

På det nye skilt i butikken står der:

»Grundet stigende tyverier, kan du blive bedt om at åbne din taske og vise indholdet. Vi takker for din forståelse.«

Skærmfoto: Facebook

Men kigger man på butikkens Facebook-opslag, er det dog ikke alle, der har forståelse for den tilgang. Skiltet har vakt en del debat og i skrivende stund udløst 240 kommentarer, og der er meget delte meninger om den lokale SuperBrugs’ nye tiltag.

»Godt, så handler jeg bare i en anden butik,« skriver en. En kalder det også »verdens dårligste tiltag«, og en tredje skriver:

»Jeg forstår godt, det er et problem, et surt problem, men at mistænke alle er ikke den bedste ide...« Andre skriver dog også: »Hvis man ikke har noget at skjule, så har man intet imod at vise indholdet i tasken.«

»Prøv da lige at forstå det. Butikken har et stort svind på grund af tyveri. Et svind, som skal betales. Og det er jo kun kunderne (os selv), som kommer til at betale. Alternativt lukker forretningen, og man bliver nødt til at handle andetsteds,« skriver en, og en skriver også: »Det er ikke Brugsen, der er gal på den – det er dem, der stjæler, der er gal på den.«

Ingen tvang

Flere påpeger samtidig også, at de butikansatte ikke kan kræve at se indholdet af kundernes tasker, og så langt er man også godt med hos Coop:

»Vi gennemtvinger os heller ikke adgang til nogens taske. Folk er i deres gode ret til at sige nej. Men vi forbeholder os retten til at spørge,« siger Jacob Herbst Lassen.

Men kan man blive afvist i døren, hvis man ser nogen, der er på vej ind i butikken med en stor sportstaske?

»Det vil være en vurdering af personalet i den konkrete butik og en vurdering af situationen. Umiddelbart så tænker jeg ikke, at man afviser nogen. Men med skiltet gør vi opmærksom på, at vi kan finde på at spørge til, hvad der er i tasken, og det gør vi simpelthen, fordi vi oplever så stort et problem med tyverier.«

Håbet er dog, at nogle tyve tænker sig en ekstra gang om, inden de går ind i butikken i Adelgade med en stor sportstaske.

Jacob Herbst Lassen pointerer også, at det nye tiltag er noget, man forsøger sig med i butikken i Skanderborg, og at man også kommer til at holde øje med kundernes reaktioner.

»Det her tiltag er et forsøg på at dæmme endnu mere op for butikstyverier og sende et signal til tyvene. Men det er klart, hver gang vi laver et initiativ, og der kommer nogle reaktioner, så lytter vi altid til vores kunder, og hvordan de har det med det. Vi ønsker ikke at mistænkeliggøre alle vores kunder. Det er slet ikke det, som det her handler om. Vi gør bare opmærksom på, at vi kan finde på at spørge, så man er forberedt på, at det kan ske,« siger Coops pressechef.

Beder om hjælp

Ud over at man kan finde på at spørge, hvad der er i en større taske i SuperBrugsen i Adelgade, opfordrer butikken også kunderne til at hjælpe med at sætte en stopper for tyverierne.

»Hvis I oplever noget, der ikke er tilladt, eller observerer noget mistænkeligt, er I altid meget velkomne til at gøre en medarbejder opmærksom på det. Vi sætter stor pris på jeres hjælp og opmærksomhed,« skriver butikken.

Om skiltet har en effekt, vil tiden vise, men hos Coop er det ikke kun kunderne, man har et budskab til.

»Vi kalder også på politisk handling på det her område. Der er mange steder, hvor man har et godt samarbejde med politiet. Men der er også nogle steder, hvor vores medarbejdere ude i butikkerne simpelthen har opgivet at anmelde alle tyverierne, fordi man oplever, at der ikke rigtig bliver gjort noget ved det, så vi forventer, at der er et mørketal i forhold til de her tyverier, og at problemet er større, end det vi har tal på,« siger Jacob Herbst Lassen, pressechef for Coop.

Så sent som i februar 2025 blev lovgivningen for butikstyveri ellers skærpet og her blev bødestraffen bl.a. hævet fra 500 til 1.000 kroner. Men Dansk Erhverv og HK Handel mener, der er endnu mere at gøre, og har for nylig også stillet 16 nye forslag til, hvordan man kan komme de mange butikstyverier til livs.

Bl.a. mener erhvervs- og handelsorganisationerne, at serieforbrydere skal have skærpet straf, og så vil man bl.a. også gerne have en ny platform, hvor man let kan aflevere videoovervågning til politiet.