Peter ville hjem fra Sjælland: Nu spirer hans eget firma på Mols
54-årige Peter Kristensen har startet Peter Anlægsgartner på Mols. Med fire fastansatte og egne kunder vil han være med hele vejen fra den første snak til den færdige have.
54-årige Peter Kristensen har netop startet ny virksomhed på Mols.
Peter Anlægsgartner hedder firmaet, for så er der ikke ret meget tvivl om, hvad han beskæftiger sig med.
Men navnet har også en vis symbolik i, at det nu er Peter Kristensen, der står på helt egne ben.
Han er egentlig uddannet landmand, men har igennem mange år arbejdet som anlægsgartner.
Det har imidlertid været igennem opgaver, som han blev hyret ind til.
Nu vil han selv tage den første snak med kunderne, høre deres ønsker og være med til at finde ud af, hvordan haven eller indkørslen skal se ud.
»Jeg vil gerne være med hele vejen, lave tilbud og snakke med kunderne om, hvad de gerne vil have og rådgive dem,« fortæller Peter Kristensen, der har base ved Knebel.
Med sig har han erfaring fra 13-14 år, hvor han udelukkende har beskæftiget sig med arbejdet som anlægsgartner.
Den erfaring skal nu også bruges i den indledende rådgivning, hvor kundernes idéer skal omsættes til løsninger, der kan fungere i praksis.
Ville hjem fra Sjælland
Selv om firmanavnet er nyt, er livet som virksomhedsejer velkendt for Peter Kristensen.
Gennem omkring ti år har han arbejdet som underleverandør for andre firmaer.
I sin tidligere virksomhed havde han også ansatte, men opgaverne kom gennem samarbejdspartnere.
»Jeg har bare udført arbejdet for andre, som fandt arbejde, og nu finder jeg selv arbejde,« forklarer han.
De seneste tre år har arbejdet blandt andet ført ham til Sjælland. Sidste år havde han otte ansatte i den daværende virksomhed, men efterhånden voksede ønsket om at vende hjem og skabe en anden hverdag.
Nu bliver det primært på Djursland og i Aarhusområdet, at Peter Kristensen og hans medarbejdere skal løse opgaver.
Han beskriver det som at begynde fra bunden med egne kunder, men starten er dog gået væsentligt hurtigere, end han havde forestillet sig.
Peter Anlægsgartner startede med Peter Kristensen selv og en enkelt ansat. Allerede kort inde i virksomhedens levetid er der nu fire fastansatte, og ifølge indehaveren er der rigeligt at se til.
»Det har været nemmere at finde kunder, end jeg lige havde regnet med. Jeg har fundet nogle gode samarbejdspartnere, som jeg laver erhvervsarbejde for, og så nogle private kunder, som henvender sig,« fortæller Peter Kristensen.
Fredag 30. oktober inviterer han til åbent hus fra klokken 12 til 17 på Vestre Molsvej 37 ved Vrinners.
Her kan interesserede møde både ham og nogle af de samarbejdspartnere, der er med omkring virksomheden.
Blandt dem er en forhandler af robotplæneklippere og en kloakmester, som Peter Kristensen samarbejder med om opgaver, hvor der eksempelvis skal etableres belægning eller have efter kloakarbejde.
Der bliver også pølsevogn og fadøl, men tanken er først og fremmest at give folk mulighed for at møde dem, der skal udføre arbejdet, og vende deres egne projekter.
»Hvis der er nogen, der er lidt i tvivl om, hvad de kan, så kan de komme og få en snak om, om vi kan hjælpe dem med deres opgaver,« siger Peter Kristensen.