Han er alt for klog og vidende til at levere sådan en tynd omgang

Hvad stiller et forlag op med en enormt succesfuld forfatter?

Forlaget får selvfølgelig så hurtigt som muligt en ny vare ud på hylderne af den forfatter.

Der skal som bekendt smedes, mens jernet er varmt.

”I morgen bliver bedre end i dag” er givetvis tænkt som en lille, let sag. Det er den også. En alt for lille og alt for let sag.

Og det er ikke kun, fordi 16 af de i alt 116 sider bogstaveligt talt er helt blanke.

Kan det virkelig være rigtigt, tænkte jeg efter første essay. Det kan det nok ikke, tænkte jeg også. Det er Niels Krause-Kjær alt for vidende, dreven og intelligent til.

Men efter andet essay blev jeg ærgerlig på hans vegne. Og efter endt læsning tænkte jeg, at han og forlaget godt nok har gjort sig selv en bjørnetjeneste.

Lige så fin og fremragende hans succesroman ”Ude for uden”, der har solgt i over 100.000 eksemplarer og fik både De Gyldne Laurbær, Jyllands-Postens skønlitterære pris og Læsernes Bogpris, var, ligeså ualmindeligt uambitiøse er disse seks korte essays.

Det er jeg helt ked af at måtte skrive.

De gode gamle dage

Niels Krause-Kjær lægger selv bekymret fra land med disse to sætninger:

»Nogle vil med rette kunne kritisere mig for at være overdrevent optimistisk eller for at cherry-picke – altså udvælge eksempler og tal, der passer ind i en positiv fortælling. Den kritik tager jeg roligt,« skriver den prisvindende forfatter.

Godt så.

Problemet er bare slet ikke optimismen. Den er sådan set velkommen. Det har vi brug for i disse tunge tider, også selv om Niels Krause-Kjær skriver temmelig kækt op imod »småsure midaldrende mænd og andet godtfolk, der går i gang med denne bog og mener, at unge hverken kan regne eller sætte kommaer«.

Problemet er, at de små essays fremstår som hurtigt venstrehåndsarbejde, der er propfyldt med utallige gamle travere, der ikke burde have været trukket af stald endnu en gang, som eksempelvis at alting ikke var bedre i gamle dage.

Fortællingen om de gode gamle dage, skriver Niels Krause-Kjær, er på lange stræk en myte.

Ja, det er helt sikkert meget om, men den slags betragtninger er langt fra nye, og den svenske læge og professor i international sundhed Hans Roslings internationale bestseller ”Factfulness” er siden udgivelsen i 2018 blevet citeret så vidt og bredt, at Niels Krause-Kjærs pointer her i 2026 fremstår ret tamme.

På samme måde er en reportage fra et vælgermøde med Trump som et ekko af tidligere frembragte klichéer, ligesom historierne om Martin Luther King Jr.., Vietnam-demonstrationer, mordene på de to Kennedy-brødre i 1960’ernes USA, Watergate og oliekrisen i 1970’erne er det.

Sådan fortsætter det gudhjælpemig ned ad kendte stier.

Letkøbt og uopfindsomt

Vi hører om overbefolkningsproblematikken, der alligevel ikke synes aktuel, Danmark som tillidssamfund, politikerlede og den gamle fortælling om den danske mor, der blev fængslet i New York, fordi hun lod sit barn sove i en barnevogn uden for en restaurant.

Vi hører om Gutenbergs trykpresse, Luthers teser på døren i Wittenberg og Nixon, der var så utilpas på tv-skærmen, at det nok afgjorde valget i sin tid.

Vi hører om Thomas Edisons patent på glødelampen, Alexander Graham Bells telefon og Henry David Thoreau, der i oprør mod det moderne livs stress og jag og overfladiskhed rykkede alene ud i en hytte ved en skovsø i Massachusetts.

Det afsluttende essay om noget så vigtigt som åndelig oprustning er med sit løse, sludrende på-den-side-og-på-den-anden-side prikken over det berømte i.

Måske havde ordene fungeret som en opbyggelig konfirmationstale? Eller en lun og hyggelig nytårstale?

Gad vide, om ikke forlagets marketingafdeling mest ser bogen som en oplagt mandelgave til de voksne?

Som tekst fungerer den under alle omstændigheder ikke. Dertil er indholdet for kendt og for letkøbt.

Det er prisværdigt, at Niels Krause-Kjær ikke vil være en gammel mørkemand, der brokker sig, men i stedet insisterer på at tale humøret op, pege på fremgang og sætte lid til ungdommens håb og energi.

Men det er virkelig ærgerligt, at resultatet er så uopfindsomt et stykke venstrehåndsarbejde.