Fortsæt til indhold

Forældre opfordres til at tjekke børns el-løbehjul

Den seneste måned har der været flere eksempler på børn under 15 år, der kører alene på el-løbehjul.

Samfund
/ritzau/

Man skal være 15 år for at køre på el-løbehjul i trafikken, og el-løbehjulet må maksimalt kunne køre 20 kilometer i timen.

Men den seneste tid har politiet stoppet flere børn, der er under 15 år, på el-løbehjul. Samtidig har flere af løbehjulene kunnet køre langt hurtigere end den tilladte grænse.

Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Derfor opfordrer rådet nu sammen med Odense Universitetshospital og forsikringsselskabet Alm. Brand forældre til at tjekke deres børns el-løbehjul og sikre, at de lever op til reglerne.

I perioden fra 13. september til 13. oktober har Rådet for Sikker Trafik fundet 21 eksempler på sager, hvor børn enten har kørt for hurtigt på el-løbehjul eller har været for unge til at køre alene i trafikken.

Tallet stammer fra en gennemgang af medier og politiets døgnrapporter.

Gennemgangen viser, at børn ned til ni år er blevet stoppet på el-løbehjul. Samtidig har nogle af løbehjulene kunnet køre op mod 90 kilometer i timen.

Jakob Bøving Arendt, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, siger i meddelelsen, at man kan få alvorlige skader, hvis man mister kontrollen og kører galt.

»Derfor er vores klare opfordring, at man som forældre tager det alvorligt og tjekker reglerne, før man siger ja til et el-løbehjul, samt at man løbende sikrer sig, at reglerne overholdes for eksempel i forhold til at bruge hjelm, aldersgrænse og ikke mindst i forhold til fartgrænsen, som der har været alt for mange eksempler på overskrides på grov vis,« siger han.

Siden 2021 har akutmodtagelserne i Odense og Svendborg behandlet 811 personer, der har haft skader efter en ulykke på et el-løbehjul.

25 procent af dem havde alvorlige skader.

Ifølge Jens Lauritsen, der er overlæge og professor på Odense Universitetshospital, kan man komme slemt til skade ved styrt, selv hvis man overholder fartgrænsen.

»Når et el-løbehjul samtidig er ændret, så det kan køre 60, 80 eller 100 kilometer i timen, så risikerer man også sit eget eller andres liv, hvis det går galt,« siger han i meddelelsen.

Det er lovpligtigt at køre med cykelhjelm, når man kører på el-løbehjul.

Samtidig skal børn under 15 år følges med en voksen, hvis de kører på løbehjulene i trafikken.