Forskud på lønløft til pædagoger i Aarhus: Får op til 10.000 kroner i engangsbeløb
Pædagoger og pædagogiske ledere i Aarhus Kommunes vuggestuer og børnehaver får et ekstra beløb på henholdsvis 5.500 og 10.000 kroner. Pengene skal gøre det lettere at fastholde medarbejdere og besætte ledige stillinger.
Pædagoger og pædagogiske ledere i Aarhus Kommunes vuggestuer og børnehaver får et ekstra beløb på henholdsvis 5.500 og 10.000 kroner. Pengene skal gøre det lettere at fastholde medarbejdere og besætte ledige stillinger.
Det er resultatet af en aftale mellem Aarhus Kommunes Børn og Unge og fagforeningen BUPL Århus.
Aftalen betyder, at månedslønnede pædagoger i kommunale dagtilbud får et engangsbeløb på 5.500 kroner, mens de pædagogiske ledere får 10.000 kroner.
Det skriver Børn og Unge i en pressemeddelelse.
Baggrunden er problemer med at rekruttere uddannede pædagoger og ledere til kommunens vuggestuer og børnehaver.
»Hverken pædagoger eller pædagogiske ledere hænger på træerne lige for tiden. Det gør det svært at besætte stillingerne i vores kommunale vuggestuer og børnehaver, og det er et kæmpe problem, fordi vi har brug for flere uddannede medarbejdere blandt vores mindste børn,« siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.
Pengene kommer fra overenskomstforhandlingerne i 2026, hvor der blev afsat midler til lokale lønforhandlinger i kommunerne.
Kun til dagtilbud
Midlerne omfatter både engangsbeløb og varige lønforhøjelser. Forhandlingerne om de varige midler begynder efter 1. november 2026.
Ifølge kommunen er rekrutteringsproblemerne størst på dagtilbudsområdet. Derfor har BUPL undtagelsesvist accepteret, at pengene udelukkende går til ansatte i kommunale dagtilbud.
Formand for BUPL Århus, Line K. Møller, betegner pengene som en anerkendelse af de pædagoger, der i perioder har arbejdet i institutioner, hvor det ikke har været muligt at besætte alle pædagogstillinger.
Samtidig fremhæver Thomas Medom, at engangsbeløbet til de pædagogiske ledere er en mulighed for at tage forskud på det varige lønløft, de kan se frem til.